Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. Aas: George Bernhard Shaw. Socialismens digter - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
L. Aas
følte vel ogsaa faren ved at tale for ofte. Shaw vilde ikke,
lik Morell i «Candida», bli en fuldstændig «windbag».
Bernard Shaws virksomhet som kunstkritiker falder
væsentlig i aarene 1885—89. Han kritiserte i denne tid
næsten alle de maleriutstillinger, som holdtes i London, sang
de gamle mestere Rembrandts og Velasquez’s pris og inter
esserte sig i stor utstrækning for prærafaeliterne Burne-
Jones og Rossetti. Watts og Madox Brown og Turner var han
ogsaa fuld av beundring for, men hans ideal var endnu som
i guttedagene den mest gigantiske av alle bildende mestere
Michel Angelo. Kunstkritikken bragte Shaw i forbindelse
med William Morris, som han fint har karakterisert i sin
bekjendte artikkel ved Morris’ død.
Da impressionismen begyndte at trænge ind i England,
var Shaw selvfølgelig paa «den rette side». I en mindre
maalestok forsøkte han at gjøre det samme for Whistler som
Zola i Frankrike gjorde for Manet.
Bernard Shaws kunstbegeistring synes imidlertid nu
lik Maurice Maeterlincks mere og mere at svinge over til
fordel for fotograferingen, som han mener en dag vil kunne
maale sine resultater med selve Velasquez. («The old
game is up—the camera has hopelessly beaten the pendl»)
Seiv er han en passioneret fotograf.
Som musikkritiker for «The World» (under navn av
«Corno di Bassetto» et instrument, som gik av mote
paa Mozarts tid) øste han sin foragt over Offenbach («wicked
music, abandoned stuff») og Johannes Brahms (the hopelessly
commonplace and tedious homilist»). I Paderewski saa han en
Hink pianist, men en ganske undermaals komponist. I motsæt
ning til disse blev Shaw aldrig træt av at opstille som mønster
musikkens store mestre Mozart, Schumann og Beethoven.
Shaws store betydning som musikkritiker er dog den
at ha indført Richard Wagner i England. Han sang saa
længe ind i englændernes øren, at Wagner var et geni, at de
tilslut forstod det. Henderson mener, at en tysker vilde smile
ved tanken paa, at Wagner skulde behøve nogen apostel
i tidsrummet 1888—94, Bayreuthforestillingerne (som Shaw
forresten sætter liten pris paa) begyndte jo allerede i 1876,
men erfaring hadde lært ham, hvor sene englænderne er
til at anerkjende alt utenlandsk. Shaws hovedverk over
114
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
