Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Det store i 1814
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Halvdan Kont.
Fordi folket hadde hævdet suveræniteten for sig seiv, kunde
Christian Frederik gli ut av vor historie, uten at landets
selvstændighet tok mén.
Vi maa sanne Riksförsamlingens ord til ham, at hans
innsats i en farlig stund bør «blive det Norske Folk ufor
glemmelig, saalænge det ikke forglemmer sig seiv». Og vi
skal heller ikke glemme den selvopofrelse han viste, da han
drog sig tilbake. Men vi har samstundes lov til aa huske,
at det var fordi vi satte folkesuveræniteten over ham, at vi
tilslut berget selvstændigheten. Da han maatte vike for stor
magtenes vilje, da fik ikke dermed den svenske kongen
herremagten i landet. Paanyt var det folket seiv som steg
inn i det ledige rum; det norske statsraadet styrte paa fol
kets vegne, og folket maatte gaa til valg, før en ny konge
kunde faa krönen.
Den siste prinsipielle kamp stod paa det overordentlige
storting i oktober og november maaned. Föreningen med
Sverige var det ingen uenighet om ; alle forstod, at den var
nødvendig, og alle de lange talene derom kunde visse
lig for en stor del ha været spart. Striden stod paa et annet
punkt.
Den avgjørende votering var i spørsmaalet om Stortinget
først skulde vælge kongen og saa forandre grunnloven, eller
om det først skulde foreta grunnlovs-forandringene og saa
vælge kongen. Spørsmaalet var i virkeligheten akkurat det
samme som i førstningen av aaret: skulde folket seiv raa
for grunnloven, eller skulde den være en kontrakt mellem
konge og folk?
Carl Johan krævde aa faa kongevalget avgjort først,
netop fordi han vilde være medbestemmende. Præsident
Christie motsatte sig av al sin magt, fordi han vilde at
Stortinget skulde staa frit, og flertallet i Stortinget fulgte hans
førerskap. Presten Abel uttalte, at det var vi som skulde
forelægge Sverige vilkaarene for föreningen, ikke omvendt :
«Naar vi i disse Bestemmelser have taget det tilbørlige Hen
syn til vor nationale Ære, vor Frihed og vore Borgerrettig
heder; nåar vi deri have sørget for, at enhver mulig Under
trykkelse paa nogensomhelst Maade vorder umulig for hvil
kensomhelst Regent: da lader os være de Første, der rækker
det svenske Folk en oprigtig Broderhaand; da lader os, som
256
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
