Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Einar Skavlan: Manden med guldhjernen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kinar Skavlan.
En av Wieds venner, redaktør Valdemar Koppel, for
tæller, at han nylig besøkte Gustav Wied i hans hyggelige
villa ved Roskilde, hvor han førte et idyllisk familieliv med
kone og barn. Koppel sa, at han misundte ham denne ro;
men Gustav Wied avbrøt med paafaldende heftighet :
«Ja det sier saa mange! Men jeg forsikrer Dem. at
jeg undertiden likefrem længes efter et arbeide. Jeg kunde
misunde dem, der sitter paa et kontor! Tænk bare at ha
regelmæssig arbeide! Og saa at ha ferie! Jeg vet ikke hvad
det vil si at ha ferie ! Den følelse at kunne kaste arbeidet
til side og være fri, den kjender jeg ikke.»
For et bittert trælleliv han igrunden maa ha ført denne
Danmarks muntreste fhand, siden han kunde beslutte sig til
at gjøre ende paa det selv. Han var en træl av sin økonomi,
som forlangte stadig nye bøker av ham. Men meget mere
var han sikkert en træl av sin kunst av en fortærende
længsel i ham selv efter igjen at gripes av en ny fantastisk
morskap, av et nyt guddommelig raseri Det kom ikke. I
sine bøker gjentok og gjentok Gustav Wied sine egne gamle
forslitte ideer. Hans sidste skuespil, som gjorde fiasko, var
en dramatisering av en av de ubetydeligste bokerne. Kritik
og publikum blev utaalmodige. Hans egen utaalmodighet var
større . . .
Det bittert fantastiske, som der var i Wieds bedste kunst:
skriket bak skoggerlatteren i en besk bok som «Fædrene æde
Druer» det vil altsammen træde i forgrunden nu, ved hans
tragiske død. Et øieblik var Wied nærved at glide ut i at
bli spidsborgernes smaalumre fortatter «professor i uartig
het» hadde alt Sven Lange kaldt ham. Med et voldsomt ryk,
det voldsomste et menneske kan gjøre, rev han sig løs. En
straalende og ganske respektlos lystighet, med død og gru
som bakgrund slik vil eftertiden nu mindes Gustav Wied
og hans digtning. Han reddet sig selv fra den flateste av al
skjæbne : at bli en «harmløs» fortatter:
Men døden var vist ogsaa den eneste redning, som kunde
tænkes for ham. Hvad skal en digter i vore smaa lande
gjøre, naar han føler at fantasien svigter ham og at han ikke
længer skriver med glæde? Det er de færreste, som kan
lægge pennen ned og bare svare som Alexander Kielland
svarte, da et julehefte bad ham om bidrag:
562
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
