Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Francis Bull: Fra «Samtiden»s anegalleri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Francis Bull.
livsanskuelse, eller av «at han vilde nogetmed sine skildringer,
at han havde noget bestemt at sige os». Men oftest har tids
skriftets partipræg ikke noget støtende over sig; hver forfatter
faar fremholde sine meninger, og det var ikke udelukkende
venstremænd blandt bidragsyderne. Ebbe Hertzberg har
en artikel der, og Andreas Aubert indleder vistnok sin
omtale av høstutstillingen 1885 med en bestemt protest mot
at opfattes som om han ved at skrive i et slikt organ «har
sluttet sig til standpunktet og til partiet». Men, sier han, «det
literære vilkaar, som Nyt Tidsskrift byr, ved at aabne enhver
livsopfatning, enhver alvorlig overbevisning adgang, er det
eneste, hvorunder der kan arbeides aandsfrit og selvstændig> .
Da Sars og Skavlan ved utgangen av 1887 var gaat træt,
stanset Nyt Tidsskrift foreløbig, uagtet abonnentantallet hadde
været ganske stort og forlæggerne, Huseby & Co., fremdeles
var villige til at bære de «betydelige pekuniære ofre, som
tidsskriftet har kostet os». Redaktionen mente at kunne gaa
av med god samvittighet; Nyt Tidsskrift hadde ikke været
uten andel i de forandringar som de seks aar hadde ført
med sig: avskaffelsen av «det embedsmandige pedantokrati»,
og av avsperringssystemet likeoverfor nye meninger og ret
ninger i literaturen. «Det store spørgsmaal paa dagsordenen
er nu ikke længer, om vi skal bli staaende eller bevægie
os fremover; hvad der nu strides om, er væsentlig bevægelsens
retning eller fart.»
Saa seierssikre følte redaktørerne sig, uagtet høirepartiet
stadig søkte at mobilisere sine kræfter til tidsskrifter, sonn
skulde støtte og styrke «det bestaaende». Ditmar Meid ells
Norsk Maanedsskrift (1884—85) hadde imidlertid vist sig ret
ufarlig. Nogen enkelte historiske avhandlinger har interesse:,
enkelte av de mange noveller er velskrevne, men hele tids
skriftet lider under en komplet mangel paa forstaaelse aw
vor nyere literatur. Og den overlegent raillerende tone virkeir
latterlig og ofte uforstandig, enten det er Bjørnson eller hr-.
Sverdrup den gjælder, seiv om den av og til kan naa op tiil
et nogenlunde kvikt point, som nåar parlamentarismen kaldes
«et underligt Væsen, som er født med to Ben, men kun foir
at bruge et ad Gangen snart hopper det paa venstre
snart paa højre, det maa skifte, fordi det gaar træt, og jco
hurtigere og længere Løb man vil fremskynde paa det ence
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
