Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Stil og sprog - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders Krogvig.
gav nationen skatten igjen ikke til efterligning, men som
en kilde til kundskap om sig seiv.
Men den vigligste kilde et folk har til kundskap om
sig seiv er sproget; i det har det levd sit dypeste og rikeste
liv, og dets arbeide med sproget er desuten det vigtigste led
i dets arbeide paa sin egen selvutvikling. Jeg kan ikke gi
nationalromantikkens syn paa sproget bedre end med den
danske sprogforsker N. M. Petersens ord i slutningen av hans
avhandling «Nogle bemærkninger over modersmaalet» fra
1852. «Det er klart», sier han, «at sprogenhed er en nødven
dig betingelse for et folks selvstændige udvikling, at tvetunget
hed er ethvert lands største ulyksalighed ; thi nationalitetens
mldendelse ligger i sproget. Man har søgt den allevegne: i
jordbund, i klima, i regjeringsform, i lovgivning o. s. v.; men
saa visst som det er, at der i ethvert folk ligger en individuel
udvikling, en næsten uovervindelig natur, der forhærdes ved
vanen og forædles ved kulturen, hvilke trykke deres stempel
paa de religiøse forestillinger, paa den videnskabelige tænk
ning, paa statens forfatning, paa lovgivningen, paa sæderne,
saa visst er det tillige, at afpræget af denne udvikling er
sproget. I det har folket nedlagt alt, hvad det har villet og
higet efter, hvad det har kunnet og naaet, ikke blot i sin
litteratur, men i selve sproget. Af det kan man erfare for
maalet for dets tanker, deres omfang, rigdom og dybde, livet
i folket og det uddannelsestrin, hvortil det er kommet, hvad
det yndede og havde kært, hvad det forskød eller bar had
til, hvad der er oprundet hos det, udaf dets eget skød, og
hvad der er forgaaet, ja ydermere hvad det har fejlet og
syndet. Folk og sprog ere saa inderlig forbundne med hin
anden, at det ene bestaar og omskiftes og forgaar med det
andet. Med kundskaben om det gamle sprog forsvinder be
vidstheden af folkets fortid; med enhver ny sprogudvikling
begynder en ny tilværelse. Forfatning, lovgivning, sæder om
skiftes med tungemaalet. Tag sproget bort, og om tre dage
vil alt det øvriges selvstændighed gaa tilgrunde. Saa har det
været, saa langt som sproghistorie rækker ; saa vil det blive,
saa vidt som folkelykke, der er grundet i selvstændighed, er
til og kan fredes.»
Dette er nationalromantikkens syn paa sproget, og i det
har Ivar Aasens maaltanke sin rot. Den er et utslag av
126
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
