Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Machiavelli’s ord - I. Slancio og døden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
For at være retfærdig: slike frivillig hvervede soldatter
gir ikke typen paa den italienske soldat, eller er noget maial
paa hvad han kan yde; selvfølgelig blir ikke denslags soldatter
elite-tropper. Men deres fremtræden gir allikevel et bestemt
indblik, som stemmer overens med satsen, at folket ikke er
egentlig et krigerfolk. Selve angstfornemmelsen likeoverfor det
ufattelige gjør det, natur-instinktets rotfæstede og velbegrum
dede mistanke likeoverfor skygge-tilværelsens tillokkelser hin
sides.
Italienerne har, som bekjendt, en glose «sl an cio», so>m
gjengir det latinske «impetus», det franske «elan»: det yre,
uimotstaaelige anfald. I denne «slancio»s larm søker de at
drukne sin sindsbevægelse paa slagmarken, beruser de sig,
omgaar de hin sakens natside.
I Rom engang kom jeg til at se to kusker ryke i haa
rene paa hverandre de hadde holdeplads like utenfor et
destingueret hotel, som hadde ord paa sig for at bli fore
trukket av amerikansk pengearistokrati; og nu var kl. snart
to, saa dejeuneren derinde var vel over og de første vin
unge allerede kunde ventes i porten for at faa sig sin kjøre
turT til hjælp paa fordøielsen. De var begge i 30-aars alderen,
den ene «kolerisk» av ansigt, tyk og blodfuld, men dum at
se til, vinnskibelig og av stor omhu for sin person, med ku
lørt lommetørklæ stikkende op av jåkken; paa kuskebukken
laa der endvidere en luftpute av gummi, og han holdt stor
svamp til fotvask for hestens hover. Den anden derimot var
en egte ertekrok, blek, mager, rolig, med noget giftig sugende
i øinene. Jeg kom for sent til at vite trættens aarsak, om
der forelaa brødnid, eller der var faldt en uærbødig finte i
anledning av luftputen. De to skrek av fuld hals, slængte
mot hverandre rendestenens saftigste gloser, som sang
vægimellem i smuget og fordobiet sig, saa de gamle paladser
stod bare av den grund at de hadde hørt slikt før. Likesom
tilhørerne, som hang ut over balkongerne. Den rødsprængte
hadde alt kniven oppe det var torresten en foldekniv;
men da satte kollegerne i et skrik, de randt ned av kuske
bukkerne og kom springende til for at hindre det værste.
De grep ham og tviholdt ham. Men da brølte den rød
sprængte som avsindig, fegtet for at bli fri og naa frem til
sin dødsfiende med banehugget. Det var et rystende øieblik;
352
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
