Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Machiavelli’s ord - III. Machiavelli’s ord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
bli moralsk; man kom stadig oftere med noget om folk.ets
ære. At se til virket landets politikere som et akademi, som
diskutterte saken med haarfine juridiske, politiske og moral
ske distinktioner; men mer og mer følte folket, at her fore
laa et stort drama med vældige konflikter, men hvor slutten
forholdes én, fordi aktørerne ikke vil holde op at snakke.
Ved krigens utbrud kunde det nok hete: Enten nøitral, og
ingen vinding! eller mot centralmagterne! Nu følte de pludselig
at det het: Enten mot centralmagterne! eller borgerkrig!
Der laa nu dilemmaet. Det var de klokeste hjerner med de
dypeste røtter i folket, som følte det slik; man følte med
andre ord at man var ikke herre over sin skjæbne: vi kan
ikke staa inde for freden eller krigen eller morgendagen eller
fremtiden eller for nogen ting i verden! Samtidig hadde de
en hemmelig følelse av dette, at de siet ikke var et nomade
eller eventyr-folk, et opkomling-folk, men i grunden eiet alt
hvad de behovet og ønsket sig. Netop den følelse gav krisen
en svimlende fart. Og krisen var da med ett slag udelukkende
av psykologiskart: Er folkestammen uten sundhet? spurte de.
Lever Italien? De følte at hele folket nu led av de lærde
professorers abuli, dette solens og kunstnernes land, det intel
lektuelle anarki’s land denne selvsamme syke (men dengang
fremkaldt ved snedig kræmmerpolitik) som lammet Italiens
folk under renæssansen, saa det for Europa bare blev det
land som avgav gratis kampplads for Spaniens og Frankrikes
hære, paa samme vis som det besørget leveransen av dets
kjøbmænd, kondottierer, diplomater, flaner, dronninger.
Og denne følelse av abuli naadde fra de bedste i folket tilslut
tif brøleaperne, literatuklerne, ja, ned til rendestenens hjerne
svækkede pøbel. Det drev ustanselig videre mot det farlige
moment den tragiske time for folkets vilje. Vistnok
var den der alt før jul, men da reiste folkesjælens dæmon
sig bare og fordret saadan flaaset og i sin alinindelighet
handling, for at kunne vedbli som stormagt; og man svarte
dem bare : Ja, vent nu, vent nu ! Til vi ser hvad Österrike
byder. Nu derimot krævet de krig som kur, paa tvers av
hvilketsomhelst østerriksk tilbud, for at forvisse sig seiv om
at de ikke led av akademikerens abuli. Og spørsmaalet var
nu bare dette ene: Ønsker Italien at læges?
Ti intet folk, allermindst det italienske, kan vedbli at
368
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
