Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Den norske stat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den norske stat.
nationen raader over, men differensen mellem denne indsigt
og den, som findes, hvor det nærmeste ansvars og den bedste
utdannelses gode forutsætninger findes.
Da P. A. Munch skrev «Det norske Folks Historie»,
tænkte han paa helheten, nationen, staten. I overveiende
grad fortæller hans verk om statslivets og dannelsens tjenere,
rikets grundlæggere og opholdere, folketræets vekstpunkter.
N u skulde vi kunne risikere, at en bok, som kaldte sig
«Det norske folks historie», vilde bli «folkeminde-forskning»
og paa omslaget kunde faa en like vakker leketøishest som
den, der pryder forsiden av det nye tidsskrift «Norsk folke
kultur». Ti ogsaa historieforskningen har for tiden en ten
dens til at regne mod «folkedypet» som det egentlige, som
det væsentlige. De som bar utviklingen, lovstifterne, religionens
forkyndere, og alle de som gav nationen kunstens og littera
turens høit ragende monumenter at se paa, de stilles likesom
utenfor folket, endda de gik i dets spidse, endda de var ny
dannerne i riket; det drog jo aande gjennem dem.
Denne synkende tendens i «folkebs begrep bør mot
arbeides, hvor den viser sig, i historieforskning som i aktuel
politik. Alle hørte vori folk til, lendermanden og biskopen
like fuldt som bonden. Alle hører vi folket til.
Men skal ordet brukes til at splitte, saa vil vi overskygge
det med et andet, som gir uttryk for den organiske sammen
hæng i folkets historiske liv og for den levende samhörighet
mellem dets forskjellige lag: det er staten, riket, regnum
norvegicum, staten, som aldrig er det samme som fler
iallet, fordi dens rotter gaar saa meget dypere, fordi dens
krone stræber saa meget høiere, staten som stiger op av
gammel historie og vokser ind i aarhundreders frem tid.
Staten er det blivende i det skiftende, den staar med løv,
om store flertal visner, og hvad der igaar eller idag er mægtig
folkevilje, skal engang kanske gjenfindes som et litet arr i
dens bark. Staten har sine egne krav, som uventet kan træde
frem og sprænge valgløfter, programposter og folkeviljer.
Hensynet til den gaar foran alt; ti staten er folket sub specie
æternitatis.
Norsk fædrelandsfølelse er visselig sterk; men dens vilje
har ikke altid været fast. Mon det ikke kommer derav, at
den langt mere har søkt «folket, som lever med mig paa en
371
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
