Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas Fasting Christensen: Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kg 4 Tbomas Fasting Cbristenseu.
nye nuancer i vor følelse. Det var en lykke at den blandt
sine første tolkere og formidlere fandt en mand som Thor
Lange, en mand som med sin sikre viden og sit vide over
blik forbandt den fineste sensibilitet.
Allikevel vil Thor Langes literære studier og hans
prosaoversættelser glemmes, og han seiv vilde bli glemt,
fordi det er formidleres lod at glemmes. Men der er én av
de rigdomme han har formidlet, som ikke kan glemmes.
Og den er saa sterkt præget av hans personlighet, den er et
saa intimt uttrvk for det inderste i hans væsen, at den helt
igjennem er hans. Det er hans efterdigtning av russisk
poesi. Den russiske poesi var Thor Langes rike.
Thor Lange var seiv en digter av guds naade; verset
var hans naturlige uttryksform. Kanhænde var hans sensi
bilitet større end hans skapende fantasi. Kanhænde vilde
han som digter ha manglet evnen til at finde form for sin
rigdom, evnen til at tinde levende og almengyldige symboler.
Den russiske poesi gav ham disse symboler; han fandt
frem til dens skjønneste blomster og omplantet dem til
dansk grund.
Hans yndlingsdigtere var Alexiej Tolstoj og det moderne
Ruslands store lyriker, Constantin Balmont. Hans gjen
givelser av Balmont kan daarlig betegnes som oversættelse,
det er en opstandelse i et nyt sprog:
«Hvad præg af en ømhed, som ikke blev skattet,
af kræfter, som uden at virke blev trætte,
av tungsind, som aldrig i ord fik sig fattet
men vagt gaar i eet med den skumrende slette.
Hvad præg af et ønske, som ikke blev ændset
af sukkende savn i sig seiv sluttet inde,
af hjælpeløs sorg, saa forladt, übegrændset
som steppen, bvis linjer i taage forsvinde.
Og solen staaer op uden rigtig at vække
den flod, der kun mumier, men ikke kan tale;
længst ude i skyggerids skove sig strække,
i rugende dæmring, i knugende dvale.
Og solen gaar ned, men de sortegraa duske
af beldende silkesiv røre sig ikke,
forunderlig tavse staa støvede buske
og haabe paa dug, de dog aldrig skal drikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
