Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marie Kjølseth: Bør straffen for fosterfordrivelse ophæves?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BØR STRAFFEN FOR
FOSTERFORDRIVELSE OPHÆVES?
Naar en ulykkelig kvinde dræper sit nyfødte barn, hører
man undertiden den tanke fremsat, at det barn, hun
har næret med sit blod og født til verden med smerte, er
hendes egen eiendom. Hende alene tilkommer det at avgjøre,
om barnet skal leve eller ikke.
Naturligvis kan disse anskuelser kun næres av utpræ
gede teoretikere, som er kommen litet i berøring med
det levende liv. Vi andre som er vant til at omgaaes
nyfødte barn, vi føler os altid sterkt rystet, nåar en saa
dan begivenhet indtræffer, og nåar vi hører, at en ung
pike har tat sit eget barn og knust hodet mot en sten, da
maa vi for at forståa hendes handlemaate ty til den for
klaring, at hun ikke var sig seiv mægtig; hun visste ikke
hvad hun gjorde. Denne antagelse har ogsaa faat sit uttryk
i straffeloven, hvor barnedrap opføres som en særskilt for
brydelse og straffes betydelig mildere end det alminde
lige drap.
De fleste er som sagt ikke i tvil om, at et barnedrap er
en retskrænkelse. Barnet er en individualitet, som har sin
egen retssfære og kan ikke være nogens eiendom. Dette ny-,
fødte barn er imidiertid ikke væsensforskjellig fra et foster i
den sidste tid av svangerskapet. Under fødselen har det
giennemgaat en krise og er kommen over i nye forhold,
som tvinger det til at forandre sin levevis. Men forøvrig er
dets aandelige og legmlige habitus den samme. Det kjender
ingen av sine omgivelser; det viser ikke tegn til glæde, sorg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
