Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marie Kjølseth: Bør straffen for fosterfordrivelse ophæves?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bør straffen for fosterfordrivelse ophæves?
ra turen. Med sin relativt store overflate, de utvidede blod
kar i huden og mangelen paa underhudsfett lider nemlig
disse fostre et forholdsvis stort varmetap. Samtidig er varme
produktionen liten, da organerne ikke formaar i tilstrækkelig
grad at opta og bearbeide den føde, som tilføres utenfra.
Følgen er at avkjølingen blir for sterk, og fostret dør av den
grund. Nogen fundamental forandring er saaledes ikke fore
gaat, idet fostret har passert levedygtighetsgrænsen, og det
synes litet logisk, at en gradsforskjel i organernes, specielt
hudsystemets utvikling skal avgjøre, om fostret har juridisk
ret til at leve eller ikke. Nu er det neppe meningen, at en
fosterfordrivelse skal kunne foregaa paa et saa sent tidspunkt.
Jeg har kun behandlet dette stadium med den gradvise over
gang til levedygtighet saa utførlig for at vise, hvor vanskelig
ja umulig det vil bli at tastsætte en bestemt grænse, som
markerer et tydelig vendepunkt i fostrets tilværelse.
Den som tænker biologisk og er vant til at forestille sig
de livsprocesser, som foregaar under fostrets utvikling, vil
allerede fra første øieblik, førend der i praksis kan være tale
om nogen fosterfordrivelse, ja før det nye anlæg endnu er
blit synlig for det blotte øie, betragte det som et levende
væsen, hvis ret man ikke unødig maa krænke. I individets
kontinuerlige livsløp, som tar sin begyndelse i undfangelses
øieblikket og ender med døden, danner fosterlivet en sær
skilt fase paa samme maate som barnealderen. Alle evner
og kræfter er tilstede, men i en anden form.
Fra gammel tid har spørsmaalet om sjælen hos fostret
spillet en stor rolle. Aristoteles lærte, at den var tilstede fra
40de dag efter undfangelsen hos et mandlig og først fra 80de
dag hos et kvindelig foster, og denne lære holdt sig gjennem
længere tid. Nu har den moderne katolske kirke tat skridtet
fuldt ut og dekretert, at sjælen opstaar i det øieblik befrugt
ningen finder sted. Til samme resultat maa man ogsaa
komme i spørsmaalet om fostrets ret som selvstændig in
divid. Det er befrugtningen, som er det store avgjørende
skillemerke. Tidligere var der kun 2 celler, som tilhørte 2
forskjellige individer, og som hver for sig ikke hadde evne
til selstændig liv. Saasnart disse har forenet sig, er der op
staat et nyt væsen; og i samme øieblik er det ogsaa avgjort,
hvilke aandelige og legemlige karaktertræk dette menneske
117
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
