Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Ny norsk lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders Krogvig.
Da skal skyggerne fra himlen forstenes paa dit slam,
og taagerne skal aldrig fra de træge floder vige.
Men skyerne skal trone paa de øde bjerges kam,
i aadselløse ørkener skal løver gaa og skrige.
Den sidste nat har klædt dig i mørkets tætte ham,
du er øde, o jord, og min sjæl og du er lige.»
Man kan ikke si at denne stemning er varieret i digt
efter digt hele boken igjennem, den er git i næsten de samme
ord og med næsten de samme billeder. Digtene er likesaa
ensformige i sin utførelse, som det stemningsliv de tolker er
enstoning. Naturindtrykkene ute fra havkanten er omsat i
strengt stiliserede billeder av rent dekorativ virkning,
og det samme er tilfælde med indtrykkene fra storbyernes
kaier og dokker, de to verdner han næsten udelukkende
henter sine motiver fra. Vi møter i disse digte aldrig et stykke
natur eller menneskeliv, som er skildret for sin egen skyld,
det er altsammen bare en billedskrift, som bekræfter den
dødstro som er digterens umistelige eie. Men hvor trættende
monoton denne altfor store bok end kan være, den er like
vel et utvilsomt vidnesbyrd om, at vi her staar overfor et
dypt og særegent menneskesind og en rank og vaaken kunst
nerisk vilje. Eremtiden vil vise, om Alf Larsen ogsaa eier
kunstnerisk evne til at gi sit stemningsliv et rikere og mere
fuldtonende uttryk.
Mindre egenartet end Alf Larsens bok virker Ein a r
Solstads lille debutsamling, men til gjeng jæld møter vi
her en kunstner som er ganske anderledes sikker og færdig.
Der findes ikke ett mislykket eller likegyldig digt i hans bok,
Einar Solstad slipper aldrig sit verk før det staar der helt og
lytefrit, men noget overdaadig væld av stemninger maa man
heller ikke vente at linde hos denne digter. Abundans av
nogen art hører jo i det hele tat ikke til det man kan be
breide vore unge lyrikere.
Den landskabelige bakgrund for Einar Solstads digtning
er parken, den lukkede og fredfyldte natur som menneskelig
skjønhetssans har git form. Parken er stedet til lek og drøm,
og en eventyrverden av lek og drøm er det ogsaa som er
levendegjort i disse digte. Ved sin stilfulde og sirlige skjøn-
136
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
