Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lorentz Eckhoff: Georges Rodenbach. Brügges digter - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Journal des Goncourt, IX, s. 348 —9
Georges Rodenbach.
Paris var dengang endnu mere end nu en fransktalende
belgiers literære fædreland og veien til berömmelse. Der
levet Victor Hugo, der levet Leconte de Lisle og var parnas
sianernes beundrede høvding, og Francois Coppée, som
endnu var meget populær. Baudelaire var død, men hans
kunst levet blandt de unge sterkere end nogen andens. I
1876 kom Rodenbach til Paris under paaskud av at høre
berømte franske jurister. Han traf Leconte de Lisle og
opnaadde at bli haardhændt behandlet av ham, 1 og i Quartier
Latin dumpet han op i en av de mange literære klubber,
hvorav senere symbolismen grodde op. 2 Der gik en tid, et
aar, og saa fandt han sig endnu like ærgjerrig og næsten like
überømt, naiv og forsagt og litt ræd for dette larmende liv,
men en erfaring rikere : de baand som binder en til hjem
landet er slik beskafne, at jo længere borte en er, desto
strammere blir de: han længtet hjem til Flandern. Der var
det ogsaa stille, der kunde han arbeide! 3 Der var hans
himmel og hans jord, hans hjem, hans kjærlighet.
Men vilde det lytte til hans stemme, vilde det bry sig
om hans kunst ? Et deilig land, javel, et land som man ikke
glemte, men en ørken for en digterrøst som forlangte gjen
klang, svar tilbake. Andre hadde forsøkt det før ham og
var ikke blit hørt og ikke husket, og laa under støtteløse
graver. Den belgiske literatur var endnu likesaa uskapt som
i 1868 da Taine dømte: leur littérature est presque nulle. En
del harsk akademisk bokavl, journalistik, kantater . . . Hvad
andet kunde der vel præsteres blandt disse brave borgere,
som tænkte paa sin middag, og hvis kjæreste bok var vin
katalogen? Der maatte decennier til for at overvinde like
gyldigheten og oparbeide en slags forstaaelse. Det blev en
brutal kamp, et Sisyfosvcrk som Rodenbach ikke var skikket
til; voldsomme pennefeider i tidsskrifter og aviser, forgjæves
forsøk paa at samle likesindede omkring sig. Han gik til
kampen med en ung og stolt lidenskap; den fine, sensible
digter sparte sig ikke og satte ofte hensynsløst sit gode navn
paa spil.
Han hadde slaat sig ned i Gent og deretter i Brussel.
2 Achille Segard: Georges Rodenbach. Lille 1893.
3 G. R.: En Exil, s. 10.
227
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
