Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Fra William Shakespeares ungdom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra William Shakespeares ungdom.
til England i den døende John av Gaunts mund, eller i krigs
optrin, som atter og atter forvandler sig til lystspilscener.
Som i møtet mellem prinsen og Sir John Falstaff morgenen
like før det avgjørende slag ved Shrewsbury, mot den væl
dige oprørshær.
Falstaff: Gid det var sengetid, Hal, og alt vel ved den tid.
Prinsen: Hvad for noget? Du skylder jo, ogsaa du, Vorherre et dødsfald.
Falstaff: Hm, ja. Men det er ikke forfaldent endnu. Jeg vil nødig be
tale ham før paa dagen. Det er vel ikke værdt at komme, før ’n roper paa
mig, vet jeg. Naa ja. Slikt slag! Æren vinker, som det heter. Æren
stiver mig op til at gaa paa! Men om nu æren kaster mig endda
stivere ned, nåar jeg gaar paa? Hvad saa? Kan æren sætte et ben paa, nåar
det er avskutt? Nei. Eller en arm? Aanei. Eller ta bort svien av
et såar? Ingenlunde. Æren har nok ikke forstand paa kirurgi. Men hvad
er den da for noget, denne ære? Et ord. Og hvad er der i et ord?
Luft. Ja men hvem har egentlig æren? Han som døde i onsdags.
Kan han føle den? Nei. Kan han høre den? Nei. Den er kanske
ikke til at føle? Nei ikke for den som er død. Men lever den da ikke
med de levende? Nei, det sørger nok baktalelsen for, at ikke det sker.
Ja tak, da skal jeg ikke ha noget av den slags. Æren er bare et malt skjold.
Og her ender min katekisme.
Saa litet optat av sin egen ære, saa helt optat av den
gjerning at redde fædrelandet er prins Hal i Shakespeares
fremstilling, at han til en viss grad överlåter sin største triumf
til den tykke ridder, som hadde anstillet sig død paa slag
marken for at undgaa at faa sin svære krop yderligere be
tynget av bly, men som er saa heldig at komme over den
av prinsen fældede Hotspurs lik. Han ser forsigtig paa
kjæmpen, om han virkelig er helt død, gjennemborer ham
for sikkerhets skyld paany og bærer ham bort som sit bytte.
Og det merkeligste er at prinsen leende lar det skure.
Betegnende for Shakespeares egen likhet med sin prins ei
det, at han endog i dette skuespil, hvor han dog med en
viss stolthet har følt slegtskap med sin helt, uvilkaarlig lar
denne trænges tilside under utarbeidelsen, saa at ikke han,
men Falstaff blir hovedpersonen, stykkets centrale figur og
publikums erklærede yndling. Ja endog dronningens, som
efter en høist troværdig tradition vil se mere av den tykke
ridder og av digteren bestiller et skuespil, hvor Falstaff skal
optræde som elsker!
271
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
