Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - C. J. Hambro: Det irske spørsmaal. I. Forutsætninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. J. Hambro.
har stadig cried out for et separatparlament i Dublin. Den første store agita
tor for dette var taleren Daniel o’Connell i Georg IVs og William IVs og
begyndeisen av Victorias regjering. Han er blit fulgt av mange andre, særlig
av hr. Parnell, og agitationen vedvarer fremdeles. For at dærape dette skrik
har britiske statsmænd latt Irland ha mange flere medlemmer i Underhuset
end øens befolkning hjemlet ret til. Mere end én statsmand, særlig
den berømte hr. Gladstone i 1885 og 1892 har tænkt paa at forsone de irske
ved at indrømme dem under navn av «Home Rule» det separatparlament som
de forlanger. Men de fleste er bange for at et eget irsk parlament vil bli fulgt
av fuld adskillelse mellem Irland og Storbritannien og oprettelse av en irsk republik
og undertrykkelse av de velstaaende og intelligente irlændere som sandelig er
loyale mot den britiske krone. Alle britiske politikere av begge partier har
gjennem de sidste sytti aar hurtig fjernet enhver virkelig, ja enhver indbildt
klagegrund for det irske folk skjønt de ikke har vundet nogen tak for det»
(s. 226—227).
Vis-å-vis denne version av Irlands moderne historie er
det foreløbig nok at henvise til A. S. Greens ord om at den
Victorianske tidsalder er den værste Irland har gjennemgaat.
Det vil senere i denne artikel bli nærmere omtalt. Hvad
fordelingen av pladsene i parlamentet angaar England og
Wales har 495, Irland 103 og Skotland 72 tør det være
av interesse at nævne at i 1801 hadde England og Wales ca.
9 000000 indbyggere, Irland ca. 5400000, Skotland ikke
2 000 000. I 1841 hadde England og Wales ca. 16 000000,
Irland 8200000, Skotland ca. 2 620 000. I 1901 hadde Eng
land og Wales ca. 32 530 000, Skotland 4 475 000, Irland 4 460 000.
I 1911 var talene 36085 000, 4 760000 og 4 382000.1 Forhol
det er altsaa det at Irland da unionen blev indgaat, og end
nu længe efter, hadde en altfor svak repræsentation. Hun
gersnødperioder og utvandring har ændret forholdet. Og det er
kanske ikke überettiget at se i denne statistik et talende
vidnesbyrd om hvorledes der er tat vare paa Irlands interesser.
Om maaten hvorpaa unionen blev istandbragt, heter det
i denne typiske engelske lærebok alene:
«Da oprøret (i Irland 1798) var over, fastslog Pitt med rette at det bedste
for begge lande var at avskaffe det irske parlament og skape et fælles parla
ment for begge lande» (s. 209).
Det vil senere bli nærmere omtalt hvorledes dette blev
gjort; det tør her være nok at citere hvad den første
mand i det samtidige engelske parlament uttalte om den
1 Tallene er gjengit efter Haydn’s Dictionary of Dates, 25de utgave, Lon
don 1910 (s. 1096—1097). Tallene for 1911 er gjengit efter Whitaker.
294
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
