Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paul Miljukov: Rusland. I. Rusland og Europa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og teorien om autokratiet blev tillempet efter doktrinen om
«den naturlige lov». Monarken var ikke saa meget Herrens
salvede som folkets repræsentant.
«Enhver regjeringsform har som sit første og
oprindelige utgangspunkt et samtykke fra folkets side», heter det
hos Theophanes Procopovitsj, den officielle repræsentant for
Peters synsmaater. Men den demokratiske oprindelse
tjente dengang rigtignok bare til at sanktionere monarkens
ubegrænsede magt. Derfor gir ogsaa Theophanes den absolutte
monark ret til at forandre «enhver ritus, religiøs eller borgerlig, den
nationale klædedragt, husenes bygningsmaate, ceremonier og
fester, iberegnet brylluper og begravelser». Dette var netop
Peter den stores nationale reformprogram. Her fik det sin
sanktion av hans officielle «legist».
Med Katharina den anden — Voltaires og Diderots
veninde — begyndte autokratiet at se sig om efter filosofisk
berettigelse. Det fandt den i Montesquieus «Esprit des Lois».
Rusland er for stort til at være andet end et uindskrænket
monarki; men begrepet monarki maa allikevel ikke
forveksles med asiatisk despoti. Monarkiet er begrænset av
loven og de rettigheter som repræsenteres ved de forskjellige
sociale stænder. Under Alexander den første forsøkte ikke
engang autokratiet at retfærdiggiøre sin eksistens. Det
medgir simpelthen at en god suveræn — som Alexander — er
«et lykkelig tilfælde», og overensstemmende med de
konstitutionelle forandringer, som netop finder sted i samtidens
Europa, søker det russiske autokrati at indføre en folkelig
repræsentation. Katharina blev tilslut skræmt av den
franske revolution og Alexander bukket under for den
reaktionære indflydelse av den hellige alliance. Men den opfatning
at den eksisterende regjeringsform har overlevet sig selv og
er agterutseilet av tidsaanden, blir allikevel staaende i den
offentlige opinion.
Hos den bekjendte jurist og statsmand Speranskij
(1771—1839) faar denne opfatning allerede i 1809 følgende uttryk:
«Regjeringsformen maa svare til den grad av civilisation
som staten er naadd til. Tiden er i første række aarsak
til enhver politisk forandring, og den regjering som ikke er
i pakt med tidsaanden, bukker under for dens vældige
indflydelse. Den russiske stat befinder sig nu i andet stadium
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
