Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paul Miljukov: Rusland. II. Rusland og Europa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rusland.
gardeofficerer eller paa anden maate knyttet til hæren
svarer med, for første gang i Ruslands historie, at organisere
hemmelige samfund og forsøker endog at skape en militær op
stand det bekjendte «decemberoprør» i 1825.
Som en reaktion mot denne bevægelse indledes Nikolaus
den førstes regjering med at repræsentanterne for de mere
og mindre uklare strømninger seirer over de liberale kræfter.
Den intellektuelle bevægelse overføres med en gang fra garde
regimenterne i St. Petersburg til det mere rolige milieu ved
universitetet i Moskva. Her drøfter man ikke politik og re
volution, men filosofi og aabenbaring senerehen ogsaa
socialisme. Den tyske filosofis indflydelse Schelling, noget
senere Hegel gjør sig tilslut gjældende paa en avgjørende
maate, og dermed kommer vi ind i den tanke- og følelses
verden, som er typisk for generationen av 1840.
I dette tidsrum er det doktrinen om den russiske natio
nalisme konsekvent utformes av den kreds av slavofile tæn
kere, som repræsenteres ved mænd som Khomakov, Kise
jevskij og Aksakov. Doktrinen er ikke særlig original, da den
væsentlig er bygget paa Hegel og den bærende idé i den hvi
ler paa en overdrivelse av den historiske og psykologiske mot
sætning mellem Vesten og Østen mellem forstand og følelse,
tvil og tro, logik og mysticisme, videnskap og direkte inspi
ration. Det sier sig seiv, at forstanden, logikken, videnskapen
og tvilen forutsættes at høre hjemme i det fordærvede Vesten,
mens den egte følelse med sit bundløse mystiske dyp og sin
evne til frelse og förnyelse ansees for at være den mest typiske
egenskap hos det russiske folk, som nylig var utvalgt til at
tjene forsynets planer. Vi skylder at tilføie, at denne glim
rende utvikling av den slavofile doktrin fremkaldte et ikke
mindre glimrende forsvar for det vesteuropæiske standpunkt
av mænd som Bjelinskij, Alexander vonHerzen og Granovskij
m. il. I samme forbindelse kan nævnes, at det store publi
kum i overveiende grad fulgte den liberale retning, som gav
sig et meget kraftig uttryk i samtidens presse.
Bjelinskijs læsere og efterfølgere, som var inspireret av
hans literære kritik, danner sammen med ham overgangen
fra den Hegelske kvietisme til den nye realistiske og radikale
retning paa hegelianismens venstre fløi, repræsenteret av
Feuerbach. Tilslut førte de europæiske revolutioner av 1848
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
