Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. E. Christensen og Hj. Christensen: Kampen for forsvaret efter 1814
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kampen for forsvaret efter 1814.
Det vil her føre for langt at gaa ind paa de forskjellige
forslag. Militærkomiteens var et karakteristisk uttryk for de
forestillinger, som stod i veien for reformer paa forsvars
væsenets omraade, og som førte mænd sammen, der ellers
stod hinanden fjernt. Der var først frygten for økede ora
kostninger ved nye forholdsregler: helst skulde jo omkost
ningerne ned. Dernæst frygten for den personlige byrde og
for den gene, soldatertjenesten repræsenterte for borgerlige
sysler, studier osv.: Hvem bør undtages? spurtes der stadig,
og svaret lød gjerne: Saa mange som mulig! Endelig var
der det unionelle problem, den gamle mistillid til Sverige,
og kanske især de omkostninger, som et samvirke
med Sverige vilde paaføre os, om vi skulde yde vort for
holdsvise bidrag.
Tilsidst blev der et kompromis mellem fremskutte re
præsentanter for de forskjellige synsmaater. Dette kompromis
var det amtmand Aall og Ueland, som limet sammen. Be
tegnende er det, at en av de mænd, som her søkte at skape
en ordning, der i al sin skrøpelighet dog var bedre en den
gamle, kaptein C. F. Fasting, under stortingsdebatten föreslog
loven henlagt, fordi den efterhaanden blev en karikatur av
den almindelige vernepligts idé: En vernepligtig skulde bl.
a. kunne fritages seiv for en meget beskeden rekrutskole,
hvis han kunde sandsynliggjøre, at han «paa anden maade»
hadde den fornødne øvelse.
Loven blev av regjeringen, der fandt den altfor utilfreds
stillende, negtet sanktion.
I 1854 gik den i en litt forbedret utgave igjennem. Av
I. G. Meydells kritik (M. T. 18de bind, 2det og 3dje hefte
1855) faar man et godt indtryk av de blandede følelser, hvor
med loven blev mottat av virkelig forsvarsinteresserte og
kyndige mænd:
«Efter 40 åars forløb har man endelig faaet en værnepligtslov, der er over
ensstemmende med de i grund loven fastsatte bestemmelser. Rigsforsamlingen
paa Eidsvold var forsynet med langt flere og dygtigere militaire kræfter end
de, der har staaet de efterfølgende storthing til tjeneste, hvortil kommer, at Norge
dengang truedes af en krig, hvorfor det var naturligt, at man fik indført be
stemmelsen om almindelig værnepligt i grundloven, hvilket i ethvert tilfælde
var at betragte som den retfærdigste og i militair henseende det bedste væb
ningssystem for en stat. Da man efter denne tid ikke har været truet af
nogen nærforestaaende krig, saa synes det som om stokjurister, præster og
531
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
