Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helge Krog: Bernard Shaw
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helge Krog.
og denne gang nåar vi tilbunds. Fænomenet er ikke isoleret,
det staar i intim forbindelse med en hel række lignende
skandaløse forhold i det moderne kapitalistiske samfund,
hvor alt er indfiltret i alt andet, saaledes at intet kan rokkes
ved, uten at man først rokker ved det hele. Samfundsord
ningen er ondets rod, samfundet er stykkets skurk.
En anden end Bernard Shaw vilde enten ha stanset et
trin tidligere, eller han vilde gaat et skridt videre: til selve
den menneskelige natur. Imidlertid er skuespil som «Major
Barbara» og «Mrs. Warrens Profession» glimrende vidnesbyrd
om fremgangsmaatens frugtbarhet. Disse stadige utvidelser
av motivet og denne forflering av synspunkterne overrasker
og skjærper spændingen fra akt til akt. Med uangripelig
stringens bevæger han sig bakover gjennem aarsaksrækken
fra symptomerne og den første skyldige til den sidste, til ut
springet. Med uomstøtelig klarhet viser han os den hele sole
klare sammenhæng, hvori intet led mangler. Som dramatisk
konstruktør er han i sine bedste skuespil uovertruffen., og
som social analytiker og refser utfolder han en dialektik,
som ved sin paagaaende skarpsindighet, sin hensynsløse og
übesværede satire virker baade besnærende og overbevisende.
Og dette, at han bestandig tilsidst frikjender menneskene og
kun dømmer deres verk det er kanske det største og æd
leste ved ham, baade som aand og som kunstner.
Samfundsmæssige institutioner, som har bestaat længe og
virket længe, gaar regelmæssig ind i folks bevissthet som en
selvfølgelighet : den er der, altsaa maa den være der. Ingen
spør længer hvorfor den maa være der. Og nåar saa en
eller anden kommer og paaviser at den er overflødig eller
skadelig, at de forhold, som i sin tid nødvendiggjorde den,
forlængst er borte, at de forutsætninger, hvorpaa den hviler,
er bristende, at den tankegang som i det hele tat begrunder
dens eksistens, er en kjede av absurditeter, ja, saa blir
endog ganske kloke mennesker forbauset og bestyrtet. Og
saa stor er overtroen paa det engang etablerte, at de, seiv
om de ikke kan gjendrive ræsonnementet, allikevel mistviler
om konklusionens rigtighet, og efter endel anfegtelser slutte
lig slaar det hele hen: Institutionen er der, altsaa maa den
være der, det er umulig at noget, som har alle menneskers
tillid og agtelse, kan være lutter meningslöshet.
616
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
