Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helge Krog: Bernard Shaw
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helge Krog.
maade livagtige, men det er saa ofte de ikke vil leve. Og
hans paradokser, hans aforistiske og tilspidsede form glimrer
ofte paa bekostning av det naturlige uttryk og samtalens natur
lige forløp. Hver eneste replik skal å tout prix i et tydelig point
avsløre den talende. Den talende skal atter og atter avsløres,
og bestandig i point. Denne hans trang til at glimre blir i
förening med hans tilbøilighet til at uttale sig om alt mellem
himmel og jord en stadig fare for den kunstneriske enhet
og egthet i hans skuespil. Hans tragten efter at frappere og
forbløffe, og da især hans naturlige og attid parate evne til
dette, har efterhaanden utviklet hos ham en forfængelighet,
som efter alt at dømme maa være kolossal, og som er ganske
det motsatte av den store kunstners henrevne ærbødighet for
verket, hans ydmyge vilje til at ofre alt for dets helhet og renhet.
Bernard Shaw er paa mange maater som en gut, der
engang har gjort lykke ved at gaa paa hænderne og nu altid
vil vise sin færdighet paany. Bernard Shaw vil ogsaa altid gaa
paa hænderne. Men til slut blir man jo lei av at se paa det. Den
første bok man læser av ham, vil hvis man da ikke er altfor
uheldig i valget overraske som noget glansfuldt og nyt. Men
man skal ikke læse for mange av hans skuespil i træk. Da mat
tes man, da vil han snart synes en maniereret og henfalden til
jargon, seiv om jargonen er hans egen. I hans svakere ar
beider er der fuldt av digressioner, som kan være indføiet
bare for at skaffe ham anledning til at uttale sig træffende
om en række uvedkommende ting. Og saa er vittigheterne
allikevel ikke altid saa vittige som de er fikse og formfuldendt
pretentiöse. Han har ogsaa engang brygget sammen et helt
skuespil («Pygmalion») paa et yderst magert og brøstfældig
paradoks.
Hans selvdyrkelse røber sig ogsaa i hans forkjærlighet
for cansøren og ræsonnøren, som han indfører i alle sine
stykker og oftest paa en overflødig bred plads: man frir sig
ikke let for den mistanke at alle disse indbyrdes beslegtede
mere eller mindre stemningsfulde putgenmakere væsentlig er
blit til som et resultat av fortatterens altfor lyksalige selvbe
skuelse. De er ham seiv i mange maskeringer, den mo
derne Narcissus, som ikke er tilfreds med at se sit ansigt i
en bæk, men som vil se alt sit væsen prismatisk avspeilet i
en uendelighet av reflekser.
618
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
