Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Waldemar Dons: Et brev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et brev.
15
skriftlig omgang med heslegtede sjele, ikke sjelden uden
baade papir, pen og blæk og endnu oftere uden en eneste øre at
anskaffe mig det manglende for.
Men saa sørgelig tilstanden end er, har den dog det gode,
at den i en vis henseende er saa særdeles lig de kaar, vi alle
for en tretti-firti aar siden levede under. Her i Lyngdal
lever vi nemlig den dag idag under laicismens tegn paa
Auguste Comtes første stadium, det theologiske, uden spor af
udsigt til nogensinde at skulle komme saa langt som til det
næste, det metafysiske. Naar jeg skal til at skrive om
stemninger og tilstande for 34 aar tilbage i tiden, behøver jeg
altsaa forsaavidt ikke at gribe til nogen konstruktion; jeg kan
tage dem lige ud af den mig i dette selvsamme nu
omgivende lyslevende virkelighed. Forskjellen er kun den, at
dengang laa hele Norge nede paa det samme låve
udviklingsstade, hvorpaa den dag idag de 9/io af folk og land
endnu ligger. Undersøg engang for moro skyld, hvor
mange abonnenter Gyldendals mest udbredte
godtkjøbsud-gaver har, og De vil faa en gavnlig skrækkende advarsel om
hvor tynd den er den humusskorpe, der dækker det
kulturelle graavakkelag underneden. Dengang var dette humuslag
mangfoldig gange tyndere, knapt nok til, uden her og der i
bergets ridser og furer.
Hele folket laa paa knæ for profeten fra Wittenberg.
For al synd var der tilgivelse — hvad skulde man ellers
have en Gud for? — undtagen for bespottelsen af aanden
fra Wittenberg. Tidens argeste kjætteri, grundtvigianismen,
indskrænkede sig til at tale om en reformationens
fortsættelse. Gud naade dem, hvad de fik gaa igjennem for slig
uhørt frækhed! Som om Guds eget verk, Hans egen
profets guddommelige mission nogensinde skulde kunne tiltrænge
forbedring, fortsættelse eller fuldkommengjørelse!
Historien var ude. Der var intet uden dommedag
tilbage. Med 1580 (konkordiebogen) sluttede Johnsons
«genetiske» dogmehistorie. Da var fuldendelsen naaet.
Aabenbaringens engel havde svoret ved ham, som lever i evighed, at
tid skal der ikke mere være — bare endda en bange
forventning af enden. I det høieste endnu selvopløsningens
veder-styggelighed for de vantro. Maatte Gud naadig bevare sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
