Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Keilhau: Politikere. VI. Christian Michelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
Wilhelm Keilhau.
i perspektiv, vi skjønner at vi ikke længer ser paa dem fra
samtidens synspunkt. Og jeg skulde tro vi kan si at en
vurdering hører historien til fra det øieblik av, da den levende
slegt føler at den bruker en eftertids synsvinkler til sin
bedømmelse.
Ved slutten av 1905 ilyttet det norske folk 91 aars
utvikling og kamp over i historien. Unionen hadde i
virkeligheten ikke vokset sig fast i norske følelser og norsk
tænkesæt, og naar vor frigjøringskamp flk et saa forunderlig
juridisk tilsnit, var det sikkert fordi flertallet av nordmændene
aldrig hadde følt unionen som andet end et rent retslig baand.
Men derfor kom ogsaa unionstiden i fjernsyn med engang
konflikten var forbi. Naar dommen er faldt, interesserer en
sig sjelden længer for proceduren; undertiden smiler en
kanske efterpaa av overdrivelserne i den. Og da det hele
var over, saa vi paa de mange unionelle beslutninger og
dagsordner som en pudsig samling gamle breve, dem vi omhyggelig
bandt silkebaand om og laaste ned paa bunden av en skuf,
om vore efterkommere kanske kunde faa interesse av dem.
«Det er ikke ett aar siden unionstiden,» sa Ernst Sars i 1906,
«det er hundre.»
Men selve 1905 vedblev aa høre nutiden til. Alle de
nye utgangspunkter var git i det aar. Begivenheterne
dengang dannet følelsesgrundlaget for den nye utvikling. Det
hændte nok mangt og meget i norsk politik i de ni aar
efterpaa; de almeneuropæiske spørsmaal av økonomisk og
social art trængte sig ind og skapte nye saker, nye tvistepunkter
og nye kampe. Men de ledende mænd som de ganske unge
hadde faat sine bestemmende indtryk i 1905. Følelserne fra
dengang laa under og ulmet. De lidenskapelige angrep
paa Sigurd Ibsen efter hans Karlstadforedrag i 1911 og den
voldsomme polemik om Gunnar Heibergs drama i 1912 viste
hvor let de flammet op igjen. Og Georg Stang og Christian
Michelsen blev ved aa være samtidens to lysende skikkelser
aar efter at den ene var vandret bort og den anden hadde
trukket sig tilbake til Gamlehaugen.
Skulde en finde ut folks personlige politiske standpunkt,
naadde en ikke altid saa langt ved aa spørre dem om deres
opfatning av koncessionslovene og grundlovens § 105 eller
en anden aktuel skillesak. Nei, det rigtige indtryk fik en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
