Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Stang: Friele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
Fredrik Stang.
manges lanke billedet av redaktøren selv som en grusom,
kanske endog ond natur.
Læser man Morgenbladet fra ottiaarene og utover —
gjerne fra tidligere tider ogsaa — vil man ganske vist finde
mangen kvass artikel og mange stikkende ord. Endel av det
kunde og burde utvilsomt været spart. Men lægger man det
ved siden av nutidens blade, vil man vist ikke finde, at tonen
er blit frommere siden. Den som nu hver dag uten
forargelse — eller uten synderlig forargelse — læser sit blad,
har ingen ret til at fælde dom over Morgenbladet i Frieles tid.
Vil man overbevise sig om, at Morgenbladet, ikke paa
langt nær var saa ilde, som traditionen vil gjøre det til,
behøver man forresten ikke at begrave sig i gamle aarganger
av bladet. Man kan i steden ta for sig et hændig litet skrift,
som heter «1300 uttalelser av og i Morgenbladet». Det blev
utgit i 1887 øiensynlig i den hensigt at vise, hvor fælt
Morgenbladet var, og samlet de værste grovheter, som i de sidste
tyve aar hadde staat i bladet, alfabetisk ordnet efter de
personer, angrepet gjaldt, og med en stjerne ved de uttalelser,
som var faldt paa søn- og helligdage. Skriftet vakte
imidlertid ingen opsigt, da det kom — man fandt, at indholdet var
mat. Og den, som læser det nu, vil nok tinde uttalelser, som
gaar ut over grænserne for det parlamentariske uttrykssæt,
men han vil neppe finde noget, som kan vække en virkelig
forargelse. Derimot vil han, selv i disse sønderhakkede og
vilkaarlig sammenføiede brokker finde nok, som minder om
den stilens eleganse og det lekende vid, som præget
Morgenbladet i Frieles tid.
Og Friele selv? Ja, han hadde en egenskap, som er
vanskelig at bære — han hadde vid, et renslig, træfsikkert,
æstetisk tilspidset vid. Den, som er vittig, lever under en
stadig fare: han kommer oftest til at tale alene; der er sjelden
nogen, som forsøker at ta det op med ham — man hører
paa ham og ler med ham og gjemmer sin dom, til han er
væk. Det kan gi frygtløshet, og det kan skape et
sandhets-vidne. Men det kan ogsaa svække selvkontrollen og endog
bli farlig for karakteren. Med vid kan man nemlig forsvare
enhver sætning og klare enhver situation; det frister til
selv-raadighet, og det kan friste til handlinger, som bare kan for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
