Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Stang: Friele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Friele.
93
Bjørnson har en anden gang forsøkt at gi en virkelig
skildring av Friele. I 1894, da Friele som en gammel og
svækket mand var gaat av som redaktør, skrev Bjørnson
en avisartikel om ham. Den er styg — det er næsten bare
sorte farver, som er brukt, og de er kritikløst sølt utover —
og den er i alt væsentlig forfeilet. Ut fra det ungdomsindtryk,
Bjørnson hadde faat av Friele, tror han, at Friele egentlig
var skapt til venstremand, men at tilfældet drev ham over i
høire. Intet kan imidlertid være urigtigere.1 Alle Frieles
evner og betingelser drev ham netop dit, han kom, og han
var der med hele sin sjæl. Det er ikke Bjørnsons
psykologiske evne, som har trukket op den linje for Frieles utvikling,
han gir, men dramatikerens trang til de spændende
motsætninger og Bjørnsons altfor ødsle hjertelag. I sit skuespil lar
han redaktøren, som ellers er helt sort, omvende sig ved en
pikes bøn. 1 sin artikel lar han Friele begynde som
venstremand — litt godt skal der jo være i alle mennesker — og
1 Da Friele traadte ind i Morgenbladets redaktion, var det paa overgangen
fra oppositionsblad til høireblad. I 1859, da Bjørnson hadde overtat
redaktionen av Aftenbladet, kom han da ogsaa straks i den heftigste polemik mot
Morgenbladet, og han førte den ut i et personlig angrep paa Friele som den,
der hadde ført bladet paa gale veier («Aftenbladet» 1859 nr. 296 og 297). Han
roper: Væk med ham! Og for at faa ham væk truer han A. B. Stabell med, at
han skal faa ansvar, om han ikke skifter redaktør. Dernæst henstiller han til
Morgenbladets gamle medarbeidere, særlig Aschehoug og Monrad, at de skal
trække sig ut av bladet, saa længe Friele leder det. Han kalder Friele for
«dette lille sprætlegeme» og sier om ham: »Han som for bare etpar aar
siden gik omkring her som en liten historiedrager imellem husene, vel kjendt
av alle dem, som hadde god tid eller av folk, som trængte en liten latter til
maten, han sætter sig nu paa et høit sted i avisen.» Og videre: «I dette
samfund (det literære), hvor han sitter nederst paa bænken, og ikke engang
det av egen fortjeneste, men fordi vedkommende slet ikke kunde paa anden
maate faa pladsen besat, reiser han sig pludselig op og gir os andre karakterer.»
Bjørnson avgir den erklæring, at han selv altid vil holde til «deroppe hvor
den politiske dannelse raader» og sier saa: «Paa denne personlige erklæring
skal der følge en til, og det er, at nærværende forfatter paa et andet sted
søkte at hjælpe den samme mand, da hans sykelighet endog hadde draget ham
ind i offentlig og høist forargelig skjændsmaal med sin egen slegt.» Jeg citerer
saa meget av disse artikler, fordi det for Frieles venner kan være noksaa
opmuntrende at se, at andre dyppet pennen dypere i blækhuset end han pleiet,
naar det var personer det gjaldt. Artiklerne har forøvrig interesse ogsaa
derved, at i dem aabenbart stemninger og iagttagelser kommer til uttryk, som
siden blev formet ut i «Redaktøren».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
