Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: En hovmodig digter - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
Hans E. Kinck.
I.
Efter Ibsen’s, Jonas Lie’s og Bjørnson’s tid, det saakaldte
«gjennembruddets» tid, har ogsaa norsk kunst hat mange
retninger eller moder. Hine gamle famlet ikke, de var ikke i
tvil; for dem, ialfald for de naive av dem, var politik den
høieste form for menneskekjærlighet. De hadde til opgave at
gaa løs paa gold formalisme i moral, i statsstyreisen og
hvor-helst den fandtes, i kamp for individuel frihet; de optraadte
for skranken, førte sak, de hadde sin selvskrevne klient: den
undertrykkede og forurettede, som eo ipso hadde ret; — og hos
Ibsen forstørret schemaet sig til hans bekjendte dualisme,
som jo bunder i teologi. De fik derved alle verkets
komposition i foræring. Kunstnerisk set er nemlig den saakaldte
«tendens»-literatur intet andet: kompositionen, det vil si:
motsætningen, spændingen, reisverket, fik de folk i skjænk.
Saa sprængte tendens-literaturen sig selv ved Hans Jægers
bøker og den saakaldte bohémbevægelse — jeg tænker her
kun paa dem, som var «boheme» med liv og sjæl, ikke paa
den flok strebere og bourgeoisi, som færdedes iblandt dem
bare for at bemerkes eller av andre trivielle grunde. Den
bevægelse forlangte frihet i det seksuelle, hvilket blev et helt
igjennem sterilt begrep, idet man ved definitionen glemte en
ikke uvæsentlig side ved det, nemlig barnet, driftslivets
hensigt og resultat. «Bohemen» var nemlig ikke store tænkere;
de gav sig ut for det, og det kunde ta sig slik ut, naar de
f. eks. boltret sig med problemet «viljens frihet»; men de
var det i grunden ikke. Der var litt av haardkokt skolastik
ved dem, litt saan bare logik. I Johan Ellefsen’s bok
for en to-tre aar siden (Doktor F r i ps) er vel først her
hjemme dette manglende, hulheten, bluffet, fint og i al
stiliget avdækket. Men «bohémbevægelsen» selv gav faktisk
allerede dengang, omkring 90-aaret, uforvarende det gamle,
nemlig «tendens»-literaturen, naadestøtet; det var den selv, som
besørget det: ulivssaaret kom indenfra. Instinktivt reiste de
unge sig mot seminarismen. Prokurator-tiden var forbi: man
tittet selve den forurettede i hjerteroten. — Ellers spiller der nok
ogsaa ind et moment til her, og det er av mer almenmenneskelig
art, ligger i selve aldersforskjellen mellem ung og gammel:
De unge opfatter tilværelsen gjennem noget andre organer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
