Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: En hovmodig digter - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
Hans E. Kinck.
psykologi eller noget slikt som: ned med den dramatiske
kunst! — og jeg husker ikke alt det løierlige. For andres
vedkommende igjen ståk «bruddet» med de gamle digtere i
at man ganske enkelt bare hadde faat vel meget
problem-literatur tillivs og for øieblikket var litet grand matlei, men
egentlig ikke i noget principspørsmaal; man ønsket kun et
litet intermezzo lyrik. Det var nærmest denne fylking som
het «nyromantikken». — Jeg springer her over foreteelser,
som naar nogen flakset og sloges med de gamle bare om
plads paa Parnassets trange fugleberg; for det komiske, men
noget gjængse literaturhistoriske fænomen har litet med
aandsliv at gjøre. Og navne nævner jeg med vilje ikke; for jeg
leter kun efter almentræk, som skal brukes til tegning av en
bakgrund, — og navne dækker desuten heller ikke altid
trækket; dækket de det engang, gjør de det ikke nu længer.
Den sidste mandsalder kom altsaa i det hele til at svinge
litt usikker for modens vinde. Jeg skal ikke regne op
strømninger. Man fik bl. a. ogsaa det man kaldte den «stiliserende»
retning, indledet forresten ved Ibsen selv; det blev
uttryks-midlet for «symbolismen». Man skjøv virkeligheten tilside,
beskar den for detaljer for at naa frem til stemningens
ekstrakt, til det nakne «symbol». Man talte om den ene dyre
draape essens av de tusen rosenblade; og samtidig talte man
uklart om det «naive», hvilket vel er det motsatte av et slikt
dekokt paa tusen rosenblade. Næsten ingen undgik
imidlertid sin skjæbne; for retningen blev sat op som uavviselig
betingelse for overhodet at anerkjendes som digter av det
smakende kor, som selvfølgelig bestod av nyomvendte og
ikke ganske bløtkokte sekterere. — Men likesaa sikkert er det
vel at næsten ingen nu er helt tilfreds med sin digtnings
resultat fra hin tid, fordi skikkelserne under det krav blev
ikke mennesker, men masker. Det blev for en og anden
kunstner en aarelating, hvorfra han aldrig helt reiste sig mer.
«Klingklang-versenes» tid, «prunkordenes». Sognet især
til J. P. Jacobsen’s vers. Man skrev tilsidst et digt for ett
ords sære lyds skyld; man trippet dagvis i salig henrykkelse,
naar man hadde hittet paa en glose som «tamarisk-busk».
Og hos enkelte kunde denne stigende grad av interesse for
det formelle utvikle sig til stil-slikkeri — vel nærmest et
parveny-træk, idet for den, som nylig er kommet til det saa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
