Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: En hovmodig digter - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En hovmodig digter.
103
paapasselighet her kunde ha, om ikke stanset, saa i det
mindste forsinket smakens forfald med den dermed følgende
literære misere, som jo nu tillater det helt intetsigende at brede
sig — intetsigende, fordi det ustanselig bare gjentar sig. Men,
det er ikke min mening at holde bodspræken; for selv om
én ellers trodde litt paa omvendelse, kunde én kanske bli i
tvil her. Pressen har selvfølgelig heller ingen forpligtelse til
agtpaagivenhet; den moderne avis er forretning, her som i
andre lande. Og hvor det tilslut bæier hen, vet den som kom
til at læse den uhyggelige redegjørelse av en journalist i
Revue de Paris («Le journal moderne») for et par
aar siden. Den er uten indre vilje som grottekvernen, som
maler det én sier den fore, like fra guld og ned til attisk
salt; men sjeldnest av alt maler den kunst. Ti den sætter
som regel vilkaar for støtte: enten indlemmelse med hud og
haar, eller ogsaa hin underholdende hensigtsløhet. Den har
saavist ingen forpligtelse til at redde literaturen! . . . Men
allikevel falder det én ind i et sangvinsk øieblik at en
saadan indre vilje og syn for det som har værd utover døgnet,
i længden ikke heller vilde skade den. Den gamle grottekvern
mol ialfald vetløs, til den selv sprang i filler, som det heter
i Grottesangen, og Frode’s egen kongehal sank i grus.
Av andre momenter, som kanske virket med til at
forvirre smaken, nævner jeg det som heter «utlandets dom».
Ved Ibsen’s sukces hadde den ret, ved malerne Normann og
Hans Dahl neppe. Man glemmer at der er utlande, hvor
pressen og tidsskrifterne er i hænderne paa forretningsgrupper,
for hvem den raceprægede kunst egentlig er en daarlighet.
Selv om det hænder de ikke tar feil, saa er det jo den
mondæne de forstaar. — Og gjennem de markskrikerske uker like
under jul har vel heller ikke altid forlagene været forsigtige
nok; det gaar én i stridens hete let av tanke at den
likegyldige literatur sælger sig selv, den har altid gjort det, og at
det er den anden som trænger agtpaagivenhet for at bli
indsats i et folks aandsliv. Blir nemlig ikke den ledende
literatur ledende i veddeløpet, har man det igjen til næste jul,
og til alle næste jul, indtil man er glidd nedover dit man nu
staar. Det gaar her ganske som med en avis i et litet land,
naar den har naadd de 50000 abonnenter: da staar som regel
grottekvernen for fald.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
