Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: En hovmodig digter - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
Hans E. Kinck.
varper: «... Og saaledes hadde vel menneskedyrene nat efter
nat sittet i tidernes gry, hunner og hanner og avkom; skjult
i bjergenes kløfter og under skogens trær hadde de speidet
ut efter det samme ukjendte som er i pakt med mørket ...»
Og da saa tilsidst havet brænder, heter det om
verdens-meningen og" livs-resultatet — og man tør vel her lytte til et
personlig tonefald i røsten, noget bortimot en livsbetragtning
hos forfatteren selv: «. . „ var det nu ved tidernes kveld, da
var eventyrenes og sagnenes flitterguld det eneste bytte, som
var vundet efter aartusenernes kamp mot det ukjendte. Den
overmægtige fiende var den samme, meneskene var de samme,
og et latterlig og ødselt spil av ’skaperen hadde den været,
den golde frugtbarhet som kaldes liv.»
Denne høie og vide horisont spiller ind ved hans syn
paa sine skikkelser og deres egen utviklingsevne. Tryggve
Andersen har ikke den egenhet, som mer og mer synes at
sætte sig fast i den moderne roman, hvor det i stigende
grad glir ut i causeri, og ialfald første kapitel saa løierlig
næsten undtagelsesfrit er bedst — eller i komedien, som blir
likesaa sikkert farce, — den egenhet nemlig, at personerne
uten blussel spaserer ut igien av boken i grunden uforandret,
som de steg ind. Det er med andre ord som om evnen hos
forfatterne til at gjennemleve, end si: opleve noget, er
svækket. Ogsaa det er dilettantisme!
Et saa almindelig træk ved tidens kunst kan umulig
være ganske tilfældig; det maa hænge sammen med noget,
det har sikkerlig endog sin dype og kanske til og med
almene grund; der kan ogsaa være liere grunde. Man kunde
saaledes tænke sig, den var noget, som særlig klæber ved et
litet folk, hvor intet sker, hvor kunstnernes sans derved er
svækket for den i utvikling; —og er man her først kommet
ind i en sidegate, blir man gaaende, der danner sig let vaner,
skabion og jargon, livløse slagord. Men man ser jo at den
defekt ikke bare tilhører de smaa landes forfattere, den er
ikke usedvanlig ogsaa ute i Europas store folk.
Det vil selvfølgelig føre for langt her at lete efter
aar-sakerne til dette fællestræk, — om det da overhodet er
mulig at finde dem alle. Men saameget kan man vel vaage at
si, at defekten neppe ialfald hænger sammen med stigende
literær karakter i folkene; — og med «karakter» mener jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
