Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: En hovmodig digter - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En hovmodig digter.
115
seilskute i Kanalen danner sagnkreds rundt om den
døddrukne kaptein nede i kahytten, hanreien som i sidste by
fik brev at han var bedragen. — Jeg nævner i denne
forbindelse en novelle til, en av Tryggve Andersen’s aller bedste,
den ute fra en østlandsk lodshavn for hundrede aar siden,
som heter Øster i skjærene, med det fortrinlig skisserte
familie-liv i trekant mellem den laaghalte, tuslete hanrei,
den vesle konen og den sortsmuskede, svære kar av en forfører.
Novellen beretter ellers den grumme, haarde historie om en
fremmed skute, som strandet paa øen en nat: man gaar alle tre
ombord i det forlatte skib for at plyndre; saa støter man
uventet paa folk, og det ender som rovmord. Det er den
ytre. begivenhet. Men i midten ligger det hemmelige saar i
et mandfolks hjerte. — Jeg tar her ogsaa med B i s d e s ø
n-n e n, novellen om en vanskapt særlings og forsmaadd
elskers skinsyke, — som tørstet efter ømhet som liten, smægtet
efter eros som voksen. Han hører med sit forgiftede sind til
samme gruppe. — I novellen Gamle folk vender
forfatteren senere tilbake til de gamle tomter fra kancelliraadens
dage. Og ogsaa i det fine, stille interiør er et erotisk skuffet
og sykt mandshjerte midtpunktet.
Men dette blik for de sidste svindende livstegn hos gamle
folk eller døende kultur-perioder fører ham ikke bare tilbake
til fjernere historiske tider, men ogsaa til skildring av
kakse-ætter i nutiden, som det gaar ut for, og av saakaldte
«konditionerede», som synker ned i fattigdom og smaabondestand,
av gamle storgaarder i forfald. Tryggve Andersen har lyttet
til en saadan gaards sjæl som ingen i vor literatur. Vi møtte
det glimtvis i hans første roman og i Gamle folk; men i
De sidste liættene er den tegning dystrere, er selve
hovedindholdet. Og hvor sikkert og let lægges det ikke frem
under doktorbesøket gjennem en aftenstemning paa denne
østlandsgaards tun, der ætten turet sig like lukt i fallit og
fant og selvmord! Bare et par kvindfolk er tilbake og et
litet barn, som ligger for døden i den store, tomme bygning.
Skildringen tar fat efter katastrofen; tvangs-auktionen har
været, det er kun den sidste sjælelige likvidation av
mindernes bo, som staar igjen: «... Uthusene laa øde og tause,
og i hele det svære, lange vaaningshus var det saavidt gule
lysstrimer sivet unna rullegardinene fra et enkelt rum oven-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
