Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Ernst Sars - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ernst Sars.
143
Det som manglet folket var en kraftig og uavhængig
stændermagt; stænderne var trods al den undertrykkelse de
øvet, den nyere tids kulturmagter; i en lang epoke av historien
var det dem som bar civilisationen og nationernes utvikling,
det var av deres indbyrdes kampe at fremtidens samfund
skulde utvikle sig. I Sverige og Danmark hvor utviklingen
hadde gaat den motsatte vei, idet stænderne hadde beseiret
det arvelige kongedømme, staar det derfor — trods
lovløsheten og anarkiet og de mange blodige feider — dog bedre
til end i Norge, fordi der var liv og utvikling, mens Norges
fremtid var mørk og lukket, fordi der intet liv var og intet
kunde være.
Stænderne var en nødvendig betingelse ikke bare for det
politiske liv, men ogsaa for selve statens bestaaen; i en tid
da et virkelig folkestyre var en utænkelighet, var det
stænderne alene som ved at verge om sine egne interesser
tillike kunde verge om folkets og statens selvstændighet. I
Norge var alt avhængig av kongen; svigtet han, ramlet det
hele, — kongehuset kunde utdø, kongen kunde være en
ganske uduelig mand, tronarvingen kunde drages over i et
fremmed lands interesser — og isaafald vilde folket staa
ganske hjælpeløst uten nogensomhelst magt som kunde holde
riket sammen. Dette var svakheterne og farerne for den
norske ståt. Kraftige regenter hadde i endel aar magtet i
nogen grad at skjule dem; men den tid skulde snart komme
som la dem klart i dagen, en forfaldets og fornedrelsens tid
for vort land. Det viste sig allerede under den kortvarige
forening med Sverige under den elendige Magnus Eriksson,
og i Kalmarunionen stod landet ganske magtesløst mellem
nabolandene, som ikke var overlatt til kongemagtens
tilfæl-dighet, men som hadde en kraftig stændermagt til at hævde
sig og repræsentere sig.
«For en dypere historisk betragtning er derfor den
tilsyneladende saa store kontrast mellem Norges glansperiode
og overmagt i Norden under Haakon Haakonssøn og dets
politiske fornedrelse under Magnus Eriksson kun
tilsyneladende. Ti allerede under Haakon fremtræder klart den
retning av den norske ståt som nødvendigvis maatte hindre
folkets utvikling. Kongemagten er ensidig ophøiet, mens
folket er utestængt for alt politisk liv. Denne retning fort-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
