Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigrid Undset: Tre søstre - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
Sigrid Undset.
Her i Hartshead traf han Miss Maria Branwell fra
Cornwall og blev gift med hende i 1812. De bodde først i
Hartshead, hvor de to ældste barn, Maria og Elizabeth, er født.
De fire andre, Charlotte, Patrick Branwell, Emily og Anne
kom til verden i Thornton. Anne var maanedsgammel da
familien flyttet til Haworth. Halvandet aar efter døde Mrs.
Bronte av kræft.
Hun var en liten fin og indtagende, men ikke vakker
dame, av respektabel smaaborgerfamile fra en smaaby nede paa
den kyst som englænderne for klimaets skyld kalder sin Biviera.
Særlig lyse har hendes egteskapsaar neppe været — i den
barske og veirhaarde nordengelske egn, blandt steile, egne og
utadtil litet elskværdige mennesker, som Yorkshirefolkene
dengang hadde ord for at være. Skilt fra sine egne som hun
trofast hang ved, gift med en stivsindet og hidsig mand — et
barn hvert aar og tilslut et langt og pinefuldt sykeleie med
døden for øinene og en flok bittesmaa barn at gaa fra. Derav
følger jo ikke at hun har været ulykkelig med sin vakre irske
egtefælle — selv om de litt apokryfe beretninger skulde være
sande: om hvordan presten skar sin kones bedste kjole
istykker og brændte barnenes smaa kulørte sko, fordi slik stas ikke
passet i et fattig prestehjem. Hun gik gladelig ind paa at
bli «hans ledsagerske paa pilegrimsfærden», det fortæller en
haandfuld yndige gammeldags breve som hun i
forlovelsestiden skrev til «dear, saucy Pat!» Under sit korte
slitsomme liv som prestekone fandt hun tid til at skrive
(Gud maa vite hvordan!) smaastykker til ukeblade. De blev
nok aldrig antat. Et manuskript «Om fattigdommens fordele
i religiøs henseende» fik Charlotte som voksen av faren sammen
med «mammas» breve. Og Mrs. Bronté opmuntret sin mand i
hans forfatterskap — for presten Bronté skrev en masse i
sin ungdom, baade vers og fortællinger. De kom ut i
Halifax, og det later ikke til at nogen læste dem.
Under hendes sidste sykeleie vilde presten ikke overlate
nogen fremmed nattepleien, han vaaket altid selv hos sin
døende hustru. Og om dagen, naar det hørtes op i
sykeværelset at presten stormet og støiet i huset, sa hun til
plei-ersken: «Skulde jeg ikke være taknemlig for at han aldrig
har sagt et heftig ord til mig?»
Saa gik hun hort, og faren sat igjen med alle de smaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
