Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hj. Christensen: Fredsproblemet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Som krigens hovedaarsaker nævnes saaledes av tyskerne
gjerne dels den engelske indsnævringspolitik, dels slavernes
fremtrængen. Engelsk indsnævringspolitik og tysk
ekspansionspolitik er i virkeligheten to navne for samme begrep, det er
et politisk janushoved, navnene veksler, eftersom den ene
eller den anden part uttaler dem. Hvad slavernes — eller
rettere sagt russernes — fremtrængen angaar, blir det fra
russisk side gjerne fremstillet som om det er tyskerne, som
vil hindre en slavisk samling. Imidlertid maa man her
først erindre, at en slavisk samling i videste forstand vil være
ensbetydende med Østerrikes ruin, at Tyskland da vilde
indkapsles, og at Østerrikes opløsning vilde bringe adskillige
ikke-slaviske folk i et farlig avhængighetsforhold til Rusland,
muligvis lægge dem helt under russisk herredømme. Men
desuten er de slaviske folkefærd i det russiske rikes vestlige
dele alt andet end lykkelige ved den «slaviske samling»,
hvormed Rusland i virkeligheten forstaar russificering,
utryddelse av disse folks nationale selvstændighet med hensyn
til sprog, retsvæsen og kirke o. s. v. Denne russificering av
Finland, Estland, Lilland, Lithauen, Polen og Ukraine har
paagaat i menneskealdre, men tok navnlig fart under
Alexander III og blev — bortset fra en kortvarig «svakhet» i 1905
og de nærmest følgende aar — med stor kraft og ofte med
de mest barbariske midler iverksat under Nicolaus II. Under
krigen har Ruslands «fremmedfolk» i Vesten hat langt
mindre at frygte av de indrykkende fiender end av russiske
embedsmænd, befalingsmænd og soldater.
Russificeringen har i de sidste ti aar bevæget sig
systematisk og sterkt progressivt mot vest. Før russerne
saaledes for alvor tok fat i Polen, hadde de saa nogenlunde
gjort unda Lithauen. I Finland har vi selv — indtil krigen —
til en viss grad kunnet følge utviklingen. Under krigen er
den naadd til et trin, der passende kan betegnes som
indledningen til en russificering av Nordnorge. Hvad der er
foregaat i de øvrige russiske «fremmedlande», kjender det
norske publikum forholdsvis lidet til. En særdeles instruktiv
veiledning vil man her finde i en bok, som er utgit
av «de russiske fremmedfolks liga», «Kjender De Rusland?»
utkommet paa svensk, engelsk (i Amerika) og tysk, hvor tolv
forfattere, repræsenterende tolv forskjellige undertrykte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
