Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Ernst Sars. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
Gerhard Gran.
symboler for dansk og norsk; han blev — med al respekt —
overmæt av den danske dannelse, som var ham saa altfor
æstetisk, altfor optat av gjenstande som syntes ham nips, og
han længtet hjem til grovheten og de kraftige ord og den
ferske, men frygtløse iver efter at gi sig ikast med de tyngste
problemer, han følte sig fremmed mellem al denne finhet, paa
en lignende maate som Bjørnson etpar aar senere følte det
likeoverfor sine æstetiske danske venner i Rom. Slik var
det i Winthers hus, og stort anderledes var det ikke mellem
de jevnaldrende, de danske studenterkamerater; de var jo
saa hyggelige og elskværdige, sang sine viser saa varmt og
pent, hadde saa megen smuk og morsom tradition, fortalte
saa mange interessante literære anekdoter, — men der var
ikke én som tok veiret fra ham, slik som den stormende
Bjørnson hjemme i Kristiania, ikke én som forbløffet ham
slik ved sine groteske utfald, som Vinje, det troll, — ikke
én som kastet slike skygger omkring sig som den hemske Ibsen.
Slik gik den unge Sars nede i Kjøbenhavn og
sammenlignet, og følte sig mere og mere forskjellig, mere og mere
norsk paa samme maate som de norske studenter hadde
gjort i dansketiden, i det Norske Selskaps dage, en tid som
Sars flere ganger senere har skildret, og stadig med en varme
som man lettest føler naar det gjælder noget selvoplevet.
Først da han fik Norge paa avstand, blev Sars sig sin
norskhet bevisst, han hadde paa et mere begrænset omraade
engang for mange aar siden oplevet noget lignende —
dengang han fra Manger blev sendt ind til latinskolen i Bergen.
Manger ligger jo paa Strilelandet, og Sars hørte altsaa til de
av bergenserne saa dypt foragtede striler; han fik lide
adskillig for sit landsmandsskap med dem, hvad der, «som
sedvanlig, alene hadde tilfølge at dette landsmandsskaps baand
blev knyttet saa meget fastere. Ved at faa strilenavnet slængt
efter mig av kameraterne, lærte jeg først rigtig at føie mig
som stril. Blodet kokte ofte i mig ved at være vidne til
hvorledes mine landsmænd blev hundset av bergenske
tjeneste-piker og sjauere, og hvor taalmodig og tilsyneladende
likegyldig de fandt sig i en slik behandling. Denne
bygdepatriotisme har fulgt mig senere gjennem livet, omend naturligvis
mere og mere avbleket, eftersom jeg blev kjendt med andre,
dypere og mere vidtrækkende motsætninger–»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
