Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Taarnbyggeren - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
474
Charles Kent.
selskap av jevnaldrende med hemmelige ceremonier og med
et meget revolutionært formaal.
Heller ikke den første kjærlighet eller de følelser og
tanker som sættes i bevægelse av den, tyder paa nogetsomhelst
usedvanlig i hans anlæg. Men denne barneforelskelse skulde
faa en særegen betydning for ham som hans eneste virkelige
forelskelse; endnu hadde han ikke opdaget sig selv, men denne
begivenhet stod for døren, og siden blev han saa optat av
denne sin opdagelse at han blev ute av stand til at føie helt
og varmt for nogen anden person. Derfor blev den sidste
følelse han av fuldt hjerte nærte, av en ganske usedvanlig
betydning for ham; denne lille barndomskjærlighet er temaet
i tre av hans smaa romaner, og nu i erindringerne gir han
paany en aldeles nydelig skildring av den.
Det store chok som skulde bestemme hans
utviklingsgang for altid, kom da han blev overflyttet i et nyt miliø, til
en skole i hovedstaden, hvor han læser til studentereksamen.
Her blir han sig selv bevisst som en motsætning til alle
klassekameraterne og det i en dobbelt henseende: som
underklassebarn og som — grim.
En av delene hadde utvilsomt været nok. Men begge
paa en gang! Og saa blev denne ydmygende bevissthet
styrket ved de ubarmhjertige «fine» kameraters erting og spot.
Mon der findes nogen grusomhet som overgaar den,
skolebarn kan utvise mot hverandre? Hvem av os har ikke
erindringer om noget lignende — enten man selv var offeret eller
en av bødlerne? Er det atavisme — en gjenopvaagning i
barneaarene av vore primitive forældres glæde ved at se sine
fiender pines? Eller er det et endda dypere instinkt — kan
man forklare det i analogi med visse dyrearters skik under
store ansamlinger at dræpe de livsuduelige individer?
Hvorom alting er, der findes ingen sikrere maate at gjøre
et menneske optat av sig selv paa og isolere det fra
virkeligheten end at utsætte det for dette martyrium. Med Johannes
Jørgensen lykkedes det ialfald grundig. «Naar han blev ene
— naar han kom hjem paa sit Kammer — da tog han sit
Mon igjen — da flammede Hadet og Haabet høit i vilde Luer,
— Hadet til de fine, skjønne, rige, Haabet om den store
Omvurdering, om Revolution, Ragnarok, Dommedag––da
ilede Pennen vildt henover Papiret.» — Ti han holder naturligvis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
