Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Taarnbyggeren - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Taarnbvggeren.
481
aand som lar menneskene vrake den lille lykke de har eller
kan skaffe sig for isteden at jage efter det blendverk som
kaldes den store lykke.
Det var netop i 1890 at Nietzsche blev bekjendt i
Danmark; at den store tyske digterfilosofs midnatssang «runget
ut over Frue Plads fra Brandes’ kateter og indvarslet
morgenrøden :
«doch alle Lust will Evvigkeit —
will tiefe, tiefe Ewigkeit!»
Ord som syntes talt ut av den yngste generations hjerter.
Ti hvad andet var det, disse unge var digtere paa, end
netop denne sjælens utve, som er et ledemotiv — kanske det
vigtigste — i hele den danske romantiske literatur fra
Oehlenschläger av? Johs. Jørgensen fortæller selv at Stuckenberg
en dag paa sig selv og ham anvendte Eigils ord i
Oehlenschlägers: «Vaulundurs Saga»: «Jeg haver intet Haab og drives
kun af en ængstelig Forlængsel, langt, langt hen i den vide
Verden efter noget bedre. Derfor stirrer mit Blik i hele Timer
ud i den tomme, blaa Himmel, og derfor er Stenen i min
Hjelm blaa, og derfor var Alrunçs Klædebon blaat; og den
matte, dunkle, tærende Forlængsel er min Valkyrie!»
Denne forlængsel var det Sophus Clausen bekjendte i sit
digt om Venedig:
«Alt hvad jeg Isenges efter
og som jeg ikke kan naa,
det findes i Venedig
Byen jeg aldrig saa — —
den hellige Forventning
der gror i Hjerternes Grund
er gjemt ved Venedigs Hjerte,
der vilde den kysse min Mund.»
Denne bekjendelse gjøres rigtignok med et smil–men
i vennerne Johannes Jørgensens og Stuckenbergs hjerter var
der ikke plads for humor. For dem var det dødsens alvor.
Det skulde endda gaa nogen aar før Stuckenberg i det lille
mesterverk «Sol» fandt det fyldestgjørende uttryk for denne
følelse. Men for Johs. Jørgensen blev drømmen og længselen
næsten fra første stund motivet for hele hans digtning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
