Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Taarnbyggeren - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48 4
Charles Kent.
være. Gjennem digtene i samlingerne «Vers» og «Stemninger»
kan vi nu følge hans kamp for at finde det rammende uttryk
for sine følelser, men eftersom disse følelser jo var temmelig
problematiske, blev ogsaa formen usikker og famlende. Den
blir ikke sjelden likefrem søkt. Det gjaldt jo fremfor alt
om at frembringe nye sensationer, og herunder kom det
undertiden til en næsten krampagtig jagt efter det
kraftige uttryk, det meget betegnende billede. Endnu i
«Bekendelse» finder man sprogblomster som denne:
Langs Aftenhimlen mindes jeg en Flig
af falmet Lvs: Jeg tænkte paa din Læbe,
en frostgrøn Vinternats Halvmaane lig
en Segl til gylden Høst og til at dræbe.
Først med de bedre — og fleste — av digtene i
«Bekendelse» (1894) staar han helt færdig. Disse femfotede jambiske
vers, oftest ordnet i simple, firelinjede stofer, tildels ogsaa
ut-bygget til sonetter, har en charme, som vi der engang som
unge lot os fortrylle av dem, aldrig kan frigjøre os fra, hvor
skarpt vi end nu ser denne sprogkunsts begrænsning:
Som sænket i en Sø af Sol og Sus
jeg sad i billedløs og ordløs Dvælen.
Høit over mig gik Bøgeskovens Brus
og ruiled som en Brænding gjennem Sjælen.
Eiendommelig og lærerikt er det at flere av disse bedste
digte i «Bekendelse» er ældre end de to foregaaende
digtsamlinger. Det viser hvor usikker han har staat overfor sin egen
produktion, og at han heller ikke formelt har fundet frem
til sig selv før i disse aar, da han gjennemgik sin store,
sjælelige krise.
Da valget først engang er stillet ham, det bydende,
uund-gaaelige valg mellem det overlevertes autoritet og den planløse
svæven som var alt hvad han kunde drive det til av egen
magtfuldkommenhed har han ogsaa fundet sin personlige stil:
— Hvor skal, o Evighet fra dig vi rømme?
I Dyrets Puls dit store Hjerte banker;
, du higer gjennem gyldne Plantedrømme
mod Sol og Luft og rene, lyse Tanker.
Og hvor min Sjæl sig end i Verden vender
og hvor mit Legem gjennem Natten vanker,
o Evighet! jeg er i dine Hænder!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
