Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Luther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
498
Fredrik. Paasche.
har lidt helvedesstraffene; de var saa store og djævelske, at
ingen tunge kan utsige deres styrke, ingen pen beskrive den
og ingen tro det, som ikke har erfaret det. — Her synes
Gud forfærdelig og vred og med ham hele skabningen. Da
vet man ikke ut eller ind; da er der ingen trost hverken
utenfra eller indenfra, men alt er anklage. Da siger en
saadan med mange taarer verset fra den 31. salme: jeg er
forstøtt fra dine øine. I dette øieblik kan sjælen ikke tro, at
den nogensinde kan bli forløst. For den blir det bare
tilbake at sukke og klage og ængstes efter hjælp; men den vet
ikke, hvorfra den skal ta hjælpen. Og der er ingen krok i
den, som ikke er fyldt med den bitreste bitterhet, angst,
bæven og bedrøvelse.» I breve fra sene aar spiller Luther
ofte hen paa disse ungdomstidens angstanfald.
Han satte sin vilje ind mot fortvilelsen. Han klamret
sig til den tanke» at hans troskap mot Guds krav til ham
skulde føre ham gjennem den. Og han strævet ærlig for at
være en god munk. «Om det hadde varet længer,» siger
han siden til sine venner, «saa hadde jeg pint mig tildøde
med nattevaak, bøn, læsning og andet arbeide.»
Leilighetsvis har han trodd at se klarere i mørket. I
1507 beroliget han sin far og sig selv med, at livet i klosteret
«er et fint og guddommeligt liv». Dette islæt av en forsonet
følelse var nødvendigt, om han i det hele skulde kunne føre
kampen.
Men løsningen korn ikke gjennem askesen, viljen og
selvransagelsen. Den kom som en gave, efterat hans sind var
forberedt gjennem tilsig av nyt tankestof og gjennem
regulerende arbeidstvang.
Det kan ofte hænde mennesker, som er «nedfor», at et
ord, en sætning fra en anden — selv om den høilydt avvises
— blir liggende og spire i sindet. Luther nævner
klosterbrødre, som i ny og næ hjalp ham med slike spiredygtige
ord. Særlig taknemlig er han mot dr. Staupitz, som sa ham
ting, der blev «heftende i hans hjerte som en vældigs pil».
Staupitz var en temmelig enkel natur; hans religiøsitet var
uten videre av den tillidsfulde art. Mot Luthers grublerier
over prædestinationen stillet han sin opfatning av Kristi saar:
«Der staar det skrevet, hvad du er forutbestemt til.» Og han
møter sit skriftebarns ængstende tvangsforestillinger med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
