Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Gunnar Heiberg - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
552
Anders Krogvig.
Men hun kjender ingen anden maate, hun kjender ingen
anden kjærlighet end den som er over al maate. Disse ord
av Søren Kierkegaard i «Enten — Eller» er som talt ut av
det dypeste i hende: «Hvad elsker elskov? Uendelighet. —
Hvad frygter elskov? Grænse.» Derfor er den trøst Erling
rækker hende, den at hun selv ogsaa en gang blir en anden,
den værste han kan gi hende. «Ja muligens en anden,»
svarer hun, «én som jeg ikke kjender, som jeg ikke deler
lykke med, en fiende som synes noget andet om det som for
mig var det eneste —»
Nu er de gaat i opfyldelse de ord Hadeln sa til hende
den første kvelden han kom ind til dem paa sæteren: «Den
som elsker mest, han taper altid, for han taper den han
elsker.» Hun vet, hun har tapt da Erling kjører fra hende,
og med endnu ubarmhjertigere klarhet kommer nederlaget
og dets gru til at staa for hende efter det sidste møte med
Hadeln, saa da hun hører Erling svinge ind paa tunet, har
hun intet valg længer: hun gaar utfor avgrunden. At opleve
sit nederlag omigjen og omigjen, til det ikke er en gnist
tilbake av den følelse som gav hendes liv mening, orker hun
ikke.
«Er det ikke skjønnere at kjærligheten dræper end at den
dør,» — disse Hadelns ord, bak hvilke vi hører Gunnar
Heibergs egen røst, sammenfatter dramaet. Han har set hendes
bundløse smerte, hendes raadløse fortvilelse, han har set hende
brænde og forbrænde for sine øine, og han elsket hende,
men han øsker intet uskedd, ja der er end ikke et fnugg av
sorg eller medynk i hans hjerte. Forringelse eller
undergang, ett av to, der gives ikke noget tredje, og bare det
menneske er stort og skjønt og helt og værd at elske, som har evne
til at reise sig mot forringelsens vederstyggelighet, til at vælge
undergangen. «Vær stolt, Erling Kruse!» roper han. «Sæt
et kors paa din dør. Et blodig kors. For kjærligheten har
hjemsøkt dit hus.»
Kjærligheten som lidelse, som det grænseløse, det alt
beherskende — det er Karen. Ved den har hun sin plads i
helligaandsriddernes broderskap.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
