Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Friis: Det tyske socialdemokrati og forfatningskrisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
578
Jakob Friis.
offentliggjorde en artikel med titel over hele første side:
«Demokratiets vei». Artiklen sluttet: «Indførelsen av
almindelig stemmeret i Preussen betyr noget andet end den samme
forandring i Sachsen eller Mecklenburg. Den betyr i sine
logiske følger demokratisering av hele det politiske liv i
Tyskland. Den betyr folkerepræsentationens overvegt i alle
organer. Den betyr den sikre marsch mot
parlamentarismen.»
Men meget braat forandret hele billedet sig.
Panger-manisternes angrep mot Bethmann-Hollweg, kronprinsens og
de militæres paatryk hadde sat frugt: Michaelis remplacerte
Bethmann: det valg var neppe uttryk for de liberale
tilbøie-ligheter som enkelte tilla keiseren, det var aabenbart diktert
av Hindenburg og Ludendorf.
Minoritetssocialisterne hadde forutset slaget. Siden den
9de hadde de været meget skeptiske. Majoritetssocialisterne
blev overrasket og skuffet. «Hvad er Michaelis værd?», spør
de og peker med bange anelser paa hans byraakratiske
temperament. De fortsætter med at kræve demokrati og
ministeransvarlighet. De tilstaar, at deres forhaabninger er
blit skuffet og nærmer sig i sine betragtninger
minoritets-socialisterne. De begynder at angripe kansleren («Vorwärts»
17de juli) og opfordrer riksdagen til at gjøre sig
gjældende.
Den 19de juli kommer saa den utaalmodig efterlængtede
debat. De «uavhængige» forholder sig mistænksomme til
sidste stund og forutsier, at ingen reformer vil bli foreslaat,
medens «Vorwärts» endnu trods alle desillusioner nærer enkelte
svake forhaabninger (18de juli).
Man erindrer Michaelis’s tale den 19de juli: hans
betydelige indrømmelser til reformkravene og hans bestemte
erklæring: «Jeg agter ikke at slippe ledelsen av mine
hænder.» Med andre ord: han avviste parlamentarismen og
var i det høieste villig til at gi nogen smaa drikkeskillinger
til det ene eller andre parti efter sit eget godtykke. Efter
en lang og bevæget krise var Tyskland kommet tilbake til
utgangspunktet.
Naar hans avvisende holdning ikke vakte en storm imot
ham, skyldtes det at fredsaktionen var traadt i forgrunden
for den indre krise. Flertalspartiernes enighet om freds-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
