Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikael H. Lie: Krigen og forfatningslivet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
586
Mikael H. Lie.
ikke at betyde nogen væsentlig forandring. De utenfor den
skrevne forfatning liggende magter — hotfet, det hemmelige
politi og meget andet — viser sig sterkere end de officielle
for-fatningsorganer. Den ene duma efter den anden opløses og
jages fra hinanden. Valgreglerne ændres ved vilkaarlige
keiserbud, og det syntes vanskelig at øine nogenlunde trygge
levekaar for et virkelig konstitutionelt styre. Bare et saa
uhyggelig, middelalderlig fænomen som Basputin vidner om,
hvor fjernt man er fra vesteuropæiske forhold.
Bevolutionen av mars 1917 forandrer totalt den hele
situation. Keiserhuset forsvinder med alle de underjordiske
kræfter som gjennem det har raadet for landets skjæbne. Selv
dumaen sættes ut av spillet efterat den vel har hjulpet
revo-tionsregjeringen til magten. Direkte indgripen av
arbeider-og soldaterraadene gjør forholdene endnu mere broget. De
største problemer av statsretslig, social og mellemfolkelig
natur velter ind over øieblikkets magthavere. En taleflom
som der har været dæmmet voldelig op for i aarhundreder,
skyller utover alle stængsler og alle bredder. Man har
indtryk av et hav av mennesker, bundet sammen til den fælles
jord, men ellers saa forskjellige som vel mulig, der for første
gang faar lov til at tænke selv og tænke høit, og som,
naturlig nok, fraadser i denne frihet.
Det gamle tsardømme er ikke mere, men ellers er
forholdene saa flytende, saa provisoriske at intet positivt kan
sies med nogenlunde sikkerhet. Kanske ikke engang den
bebudede grundlovgivende forsamling formaar at bringe
klarhet over det nye Ruslands forfatningsliv.
Vi oplever her ting av interesse for retskildeproblemet i
statsretten. Revolutionen virker opløsende paa de bestaaende
tilstande, skaper vilkaarene for det nye, men har — rene
magthandlinger som de er — i og for sig ikke retsskapende evne.
De store revolutiover har sin grund i at spændingen
mellem den bestaaende tilstand og nyere rets- og
retfærdig-hetsidéer er blit saa voldsom at ingen anden løsning er
mulig. Dermed blir dog ikke de revolutionære handlinger
umiddelbare retskilder. De bereder alene grunden for det
nye som maa komme. Det kritiske punkt er først passert
naar opfatningerne er saavidt avklaret, at ikke alene skridt
tilbake til den ældre tilstand er utelukket, men den av revo-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
