Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikael H. Lie: Krigen og forfatningslivet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krigen og forfatningslivet.
595
kiske traditioner. Opgaven synes i ethvert fald nærmest den
motsatte av hvad der foreligger inden det britiske
verdensrike : Det ene sted skal statsretslige fællesformer som har lagt
grunden til et fast samarbeide mellem fordums selvstændige
stater, tilpasses til det parlamentariske system, virkende i og
for det hele rike. Det andet sted skal dette system tilpasses
for de fælles riksopgaver og de nye styreformer som derav
er bestemt. Der stilles i sandhet, i begge lande, store krav
til en styreordning der ifølge sin oprindelse og hele karakter
væsentlig er indstillet paa indrepolitiske maal.
Saa at si i første omgang er krigens indbrud paa
for-fatningslivets omraade større i England end i Tyskland. De
varigere virkninger vil til gjengjæld her kanske bli des mere
dyptgaaende.
Følgerne for F r ankrikes forfatningsliv er mindre
paa-tagelige. Det har artet sig væsentlig som i fredens dage.
Nye valg til deputeretkammeret skal efter loven først foregaa
vaaren 1918. Man har ogsaa under krigen hat de vanlige
ministerkriser, endog de pludselige om kastninger i opinion og
parlament som pleier at være forbud om præsidentkrise.
Før krigen arbeidedes der, paa mange hold, ihærdig paa at
fjerne de parlamentarismens misdannelser, det
kammer-regjereri, som det franske forfatningsliv var blit stikkende
fast i. Med nogen ondskap er præsidentens stilling
sammenlignet med kegleguttens; han har sin fulde hyre med at stille
op nve ministerkegler hver gang en parlamentarisk dagsorden
har bragt en regjering eller nogen av dens medlemmer til fald.
Præsidentvalget i 1913 er en seier for denne
reformbevægelse. Præsident Poincaré er dens mest utprægede
repræsentant blandt de praktiske politikere som professorerne Benoist
og Duguit blandt teoretikerne. Dens maal er at rense det
offentlige liv fra favoritismen, den politiske patronage, som
har ført til, at folkets kaarne opfattes som sine vælgeres
agenter i Paris, hvor de har at benytte sin indflydelse hos
ministrene til at vinde alle mulige fordele for dem og for
valgkredsen. Ellers spøker det for gjenvalget. Det man især
sætter sin lid til, er en ny valgordning med store valgkredser
og forholdsvalg, ikke for at faa en retfærdigere
sammensætning av kamrene, men for at komme hort fra den politiske
forsumpning i de smaa enmandskredser. De radikalere re-
41 — Samtiden 1917.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
