Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olaf Broch: En brevveksling - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf Broch.
England med den bevisste og koldblodige grusomhet, som vi
har erfaring nok for, Deres skibe i den yderste fare, og
nåar de saa omkommer [deri, saa retter Deres vrede sig
bare mot os! /Tillat mig at si Dem, at for mange blandt
os staar dette nordmændenes tænkesæt som en ugjennem
trængelig psykologisk gaade. Vilde De i saadanne tilfælde
fordele skylden for Deres skibes undergang paa begge skuldre,
da vilde vi forståa Dem og gjerne tilstaa for Dem, at ogsaa
vi føler os alt andet end vel ved vor desværre nødvendige
fremfærd mot Deres skibsfart. Og denne bemerkning gjælder
ogsaa overfor Dem, høitærede kollega; for ogsaa De taler
om «pligtreiserne» uten at føie til et av de ord av dadel
eller oprørthet, som dog ellers, nåar det gjælder os, staar
Dem til raadighet i tilstrækkelig mængde.
Jeg for min del forestiller mig oprindelsen til denne
paafaldende ensidighet i domme saaledes, at dere nøitrale
gjennem mange aartier har vænnet dere til Englands herre
dømme paa sjøen og dets overgrep; denslags tar dere som
daarlig veir, det man ikke oprøres over. Men nåar dere nu
engang har at lide ogsaa fra vor side, da flammer deres
sindsoprør frem ! Da beklager De Dem over minerne, som
man jo dog engang vet ligger i spærrezonen, eller over at
de tilbakeseilende skibe rammes av sænkning: men nctop
ifølge den engelske teori om voyage contenu blir hjem
vendende, ogsaa tomme hjemseilende skibe principielt regnet
like med fremseilende. Jeg medgir imidlertid herved, at da
England for tiden behersker havet, kan dets optræden være
mildere, mens vor, da vi verger os mot saadant eneherre
dømme, nødvendigvis maa være voldsommere. Men jeg
hengir mig til det haab at nordmændene engang i tiden,
nåar vi først har kjæmpet os frem, vil vænne sig akkirat
like godt til os, som verden engang maatte vænne sig til
England. Og da, nåar intet en e herredømme over bølgerne
mere bestaar, vil Norge ikke faa det værre! Den tid kunde
komme, da man i Norge ikke mere «smiler, over det rjske
forsøk paa at erobre havets frihet, men ser med tak tillake
paa denne krig som en befrielseskrig hvis nationer kan
være taknemlige.
Men Dem seiv, høitærede kollega, forestiller jeg mig >aa
ledes: de begivenheter som rammer Deres land, har ned
40
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
