Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. I. Litt om Italiens moderne teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dramatikeren fra Firenze. jIQ
ren Giovanni Grasso’s turné for en ti aar siden — et natur
geni av en skuespiller, som hypnotiserte tilskuerne allesteds
nordpaa med sit vilde og impulsive spil; han gik saavidt at
man sa han var farlig at spille sammen med, for han bet!
Men han virket paa sydens lunger som frisk luft og sol oven
paa symbolismen fra Norden og al teater-importen. Ti efter
min mening var det ikke egentlig dialekten, men del var
selve italiensken som brøt igjennem og stillet deres trang; det
var dem en aabenbarelse av deres eget sind og instinkt, de
gjenfandt sig seiv, de pustet lettet ut. I virkeligheten hadde
de følt savnet endog likeoverfor Duse’s kunst, og endnu
mer likeoverfor Zacconi’s, som i stilhet virket paa dem til
dels som skaperi, trods hans geni og trods hans alvorlige
kunstnervilje.
Det moderne italienske drama kjender mange navne.
Man daterer det fra den før nævnte Pa ol o Ferrari, nord
italiener, født i Modena 1822, Goldoni’s sildige og lærde efter
plaprer, men som for den italienske bevissthet trods al
ulikhet i væsen og anlæg dog indtar samme pläds i dra
maet som den meget ældre Manzoni indtar i romanen. Av
de aller sidste som har gjort lykke, mindes jeg f. eks. Guelfo
Civinini (La casa riconsacrala), hvor der gik læsning av fransk
igjen, helt fra Zola, Flaubert til Maupassant og Mirbeau.
Jeg mindes en fuldblods journalist Ugo Ojetti, romer; han
gjorde lykke med Un garofano, som behandler et motiv fra
det moderne Roms forbryderverden : kniven er endog frem
me; men man er enig om at ogsaa der stikker Maupassant
og Mirbeau frem. Begge disse to er typiske for den franske
retning og den journalistiske dramaturgi. Og jeg mindes
en særling og litterær eneboer som Alfredo Oriani nord
fra Bologna-kanten (død 1909); han blev anset for, og var
vistnok ogsaa, noget av et geni, endskjønt hans dramaer
ikke gjorde lykke efter min mening delvis netop fordi han
holdt sig utenfor det literære klikkevæsen og den autoriserte
smaks selskap. Blandt de noget ældre mindes jeg politikeren
Cava 11 011 i, ikke særlig original, som f. eks. efterligner V. Hugo.
Av landskjendte og verdenskjendte ældre navne nævner jeg
Marco Praga fra 80—90-aarene, en videre utvikling av P. Fer
rari og den første «verista» blandt dem, kanske den mest ut
prægede av dem alle en vældig teatersmed og udelukkende
8 Samtiden 1918.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
