Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. I. Litt om Italiens moderne teater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dramatikeren fra Firenze.
paa den ene side og kjærligheten til den levende paa den
anden.
Bracco ynder øiensynlig i sine dramaer undtagelses
mennesker og undtagelses-forhold ; motivet er iblandt hvad
man kalder søkt, kunstig. Og jeg tror nok, han her hjemme
vilde virke mer frem med paa scenen end f. eks. Rovetta.
Allikevel er han betydeligere. Det er han, fordi man i ham
møter et bestemt præg av hans miliø; der er umiskjendelig
duft av Napoli over hans digtning det træder frem i hans
dæmpet resignerte, kvidefulde pessimisme. Eller f. eks. i hans
opfatning av kvinden, pieteten for hende, enten hun er hustru,
elskerinde eller mor: ja, der er noget forsorent smægtende
over hans kvindekultus, som hører den by til denne egne
art blanding av himlende, skjælvende bøn og jordvendt krav,
som i virkeligheten er grundtonen i den napolitanske gatevise.
Forsaavidt er han originalere end Rovetta. Og saa er der
altsaa én ting til ved ham, til forskjel fra Rovetta: man for
nem mer at han seiv kommer i indre bevægelse ved sine
skikkelsers skjæbne.
For en tid siden holdt en kritiker F. Martini fore
drag i forskjellige italienske byer over la fisima (luner) del
teatro italiano, hvor han klaget over at et italiensk riks
teater eksisterte der egentlig talt ikke. Deri har han utvil
somt ret. For det første er der, som før fremholdt, for litet
av det man kalder nationalt i deres verker, endnu mindre
av stammens røst; de lider alle litt av «mal francese». Der
næst bærer det bedste, som er gjort den sidste tid, et ut
præget merke av sin provins; kjendere føler saaledes, trods
alt, det smaker bestemt Piemont av Giacosa’s drama,
Milano av Praga og usminket Napoli av Bracco. Altsaa
endog i disse, som er det mest «europæiske» de eier, er der
blit sittende igjen dialekt.
Jeg vet ikke om dette sidste kan sies at være en ska
vank. Det er vel heller frelsen, og fremtiden for italiensk
dramatik.
Der er én mand, Tonelli slet ikke behandler i sin bok
om det italienske drama. Og denne mands hovedverk er eien
dommeligere og originalere og egtere end noget av de
andre. Manden er Sem Benelli. Av renæssanse-dramaet
117
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
