Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fr. Paasche: Et motsigelsens ord - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kt motsigelsens ord. iox
det taalmodige, længe bedragne skal gjøre alle statsmænds
og professorers isolationsplaner til skamme, at menneske
hetens idé skal overvinde den forsnævrende, fordummende,
og ulykkebringende nationalistiske tankegang? Tør vi ikke
haabe ogsaa paa Trotzkis «eftergjorte tanker og taler»?
Krigen raser videre. Det menneskelige hjerte lider den
dypeste kval, mens gammel skolevisdom praktiseres. Men
mange er begyndt at spørge sig seiv, om en grænselinje er
værd dette «hav av blod og taarer», om magten hviler
trygt paa al denne sorg, og om retten kan vindes
med vaaben. Krigen raser videre, og skal kanske vedbli
at gjøre det indtil arbeidernes revolution bringer den til
avslutning. Revolutionen er dommen over krigen. Maatte
den bare ikke bli altfor meget av straffen for krigen.
I de krigførende lande er der mange som tror, at Gud
vier vaabnene. Den tyske keiser taler om «hærskarernes Gud»
De kristne taler litet om sin Gud, han som ikke kjen
der jøde eller græker, han som i en verdenshistorisk ny
skapende stund avvæbnet sin apostel. De kristne sier ofte
at spørsmaalet om vaabentjenesten ikke vedkommer dem,’
for de kristne har bare at reformere hjerterne, ikke at re
formere verden, heter det. Men Kristus sier: «Jeg har
kastet en brand ind i verden, og hvor gjerne vilde jeg ikke
at den allerede flammet.»
Professor Collin taler om den guddom som lever i «de
ypperste vesterlandske folk»s «hunger og tørst efter
at retfærdigheten skal herske paa denne jord». Ak! retfær
dighetens Gud (og hungeren og tørsten efter ham) er nok
mere international, end professor Collin vet. Men intetsteds
benytter han sig av vaabnene. Ti vaabnene gaar hans
aand imot. Gjennem vaabnene virker magten, ikke retfær
digheten. Eller skal vi tro, at tvekampen, middelalderens
«gudsdom», virkelig var Guds dom?
Salige er de som hungrer og tørster efter retfærdighet,
nemlig den som gjælder baade fiender og venner. ’Vi
har endda et stykke vei igjen til bjergprædikenens retfær
dighet. En norsk prest skriver offentlig, at om vi tar os
av fremmede krigsfanger, maa vor omsorg bare gjælde
«dem, som fortjener det». Vi bør være litt paa vakt
overfor religiøsiteten i denslags retfærdighet. Det var om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
