Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. II. Novellen og aanden i renæssansens Firenze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dramatikeren fra Firenze. Jg7
Nabobyerne var saaledes av en anden art; Pisa f. eks. var tung,
og Genua var en krigerby nævenyttige, stridbare sjøbyer.
Firenze var en handels- og industri-by. Og der dyrket man
evnen, øvet sig op i det vittige svar «piacevole risposta», som
det het; og man kjælte om de morsomme stubber, de godt
sagte ting «detto piacevole», som novellen kalder det, eller
«bel motto». Boccaccio har som bekjendt samlet en hel bok
med noveller, hvor esprit og point hyldes, eller hvor det gode
svar, vitsen, frelser sin mand ut av de vanskeligste situationer:
kjæften redder.
Og naar saa sorglöse tider støtte til og gik over folket,
blev det en eneste letsindig karnevalsperiode, hvor man levet
for dagen og lot viddet hagle, med stormende festdage og
festnætter i maanedsvis. Specielt hadde byen en slik beruset
tid under Mediceeren Lorenzo Magnifico i slutten av 15de
aarhundrede. Som han seiv eggende synger i sin festsang
med refrænget:
Quant é bella giovinezza
che si fugge tuttavia!
Chi vuol esser lieto, sia:
di domän non c’ é certezza.
(o: Hvor ungdom er skjøn, seiv om den er en flygtig skat!
Den som ønsker være glad, han vær det! Om morgendagen
vet vi ingenting). Og han har jo selv digtet en samling løs
slupne og tildels drøie karnevalsviser.
En virkelig hedensk livsførsel og livssyn ! Vi vet i grunden
ogsaa hvordan de saa ut, disse mennesker: Det er mændene paa
Benozzo Gozzoli’s fresker i Mediceer-paladset faste, senesterke
ansigter, fulde av livsappetit og livsvilje, lysende av første genera
tion. Botticellis typer er allerede anden generation, mer slepne
og slitte, da der blandt Medici findes pyntedukker og lapser; hos
Botticelli er de sig allerede bevisst at de beskues, smaker allerede
litt paa sig seiv. Og vi er dermed utover den ældste novelle.
Kun sjelden plumper det ut hvad der ligger bakenfor
moroen og karnevals-latteren. Hos Boccaccio staar der en
steds at det gjælder at «passare la melancolia» (drive tung
sindet paa flugt); den laa altsaa altid paa lur, livsleden og
saa tvilen om tilværelsens mening med os. Dengang som til
alle iider.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
