Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. III. La cena delle beffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dramatikeren fra Firenze.
han blir ved at staa naiv foran sit stof, til det ganske er blit
borte for ham. Det er som ved det allegoriske digt. Han er
for umiddelbar av gemyt til denslags, han er for spontan,
for usøkt av væsen.
La cena deile beffe, drama paa fire akter og i bunden form
som er ældre end disse to og fra 1909, er fri enhver allegori
og tendens. Den er en digters lykkelige grep i blinde. En
frigjørelse. Noget av det samme geniets held som da Verga
satte sig ned og skrev sine sicilianske bondefortællinger. Det
er en kunstner, som myndig følger sit instinkt, og det in
stinkt er folkets. Jeg ser dog ikke at teaterledere nordenfor
Alperne har faat øie paa stykket; og det er jo betegnende.
Saavidt jeg mindes er det oversat til fransk av Richepin.
Jeg vet vel at det er at reducere et digt, nåar man korte
lig skal gjengi gangen i det; det er et hærverk næsten som
at skille ut rottrevlerne i et folks aandsliv. Men der er ingen
vei utenom, hvis man skal faa litt av et eksakt billede. Jeg
gjør det forresten ogsaa, fordi alene et slikt referat lægger for
dagen sammenhængen med novellen og hvad jeg skrev om
den; da kan man følge stykkets røtter langt nedover, til
Masaccio’s, Donatello’s, Gozzolfs tid.
I casaTornaquinci i Firenze har spilopmakeren, Mediceeren
Lorenzo Magnifico arrangert et natgilde {*cena>) for syv—otte
personer. Verten lar gjøre istand, men vet ikke hvem der
kommer. Byen gjenlyder av karnevalsglad fest og løier; det
er mai-kveld, solnedgangen er forbi rødt aftenskjær’ om
kollerne og stad; for der er gjennem det aapne vindu utsigt
til haver og taarn og hus og San Miniato. Tjenerne gjør
istand bordet under trætte og knubbede ord fra en gammel,
grætten hovmester. Saa kommer første gjest i flammerød
kappe: Gi an netto, med sin tjener, opreven og nervøs og fra
sig over spilopmakernes forfølgelse han har netop været
ute for et fantestykke. Han karakteriserer sig seiv straks:
«Jeg er ganske gjennemhullet, og jeg sier Jer ikke hvor, av
blufærdighet. Jeg er i live, fordi de traf mig i de kjøtfulde
dele. Le, for guds skyld og uten medynk. Fantestykker er
fantestykker!» Og litt senere sier han om sit væsen at han
er en feig og fredelig mand og bøier sig for de andres fysiske
kraft, bare skogler, nåar de krænker ham. De to voldsomme
brødre fra Pisa har nemlig røvet fra ham hans veninde, den
18 Samtiden 1918.
253
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
