Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Keilhau: Politikere. VII. Carl Berner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Berner.
Derfor var det ogsaa altid en glæde aa høre ham utrede
en sak. Han hadde sin egen veltalenhet. Den var ikke glim
rende og glitrende. Den sprutet ikke gnister. Den skar ikke
gjennem med skarpe lyn. Den smykket sig ikke med farve
rike billeder. Den var hverken poetisk eller malerisk. Men
den var arkitektonisk. Den hadde en solid grundmur; sten
føiet sig sikkert til sten i opbyggingen av argumenterne; hver
sætning hadde sin nøiagtig beregnede bæreevne. Derfor
var det ved sin helhet Carl Berners taler virket. Ingen en
kelt sætning lyste frem av dem og brændte sig ind i mindet ;
ikke noget slagord rev sig løs fra sammenhængen og levet
sit eget frie liv utenfor den tankegang som skapte det. Men set
paa som en totalitet var liver av hans taler et egtefødt kunstverk.
Undertiden kunde rigtignok Berners indlæg virke vel
systematiske og en smule tørre. Men de var altid stilrene.
Og seiv nåar de var fuldstændig objektive, virket de person
lige. For de gav et naturlig uttryk for en baade medfødt
og høit utviklet tænkeevne. De bar bud fra et menneske
som var logiker av følelse.
Det faldt ofte i Berners lod aa holde disse korte leilig
lighetstaler som ikke kan gaa fri av fraser. Men Carl Berner
var frasernes mester. Han hersket over dem med suveræn
virtuositet. Kjærligheten til fædrelandet, den retfærdige sak,
den nationale vekst og fremtiden som hører ungdommen til,
alle disse gamle, velkjendte vendingerne føiet han sammen
med fuldendt kunst, enhver av dem kom paa det rette
sted, med den naturlige betoning og den korrekte varme.
Carl Berner eiet nemlig en egenskap som paa ingen
maate er almindelig, ialfald ikke her i landet, fordi den er
et uvilkaarlig uttryk for en høi tankernes kultur : han hadde takt.
Han visste hvad der skulde sies, og følte hvad der ikke skulde
sies. Han støtte ikke. Det var ingen skarpe, ru kanter i det
han sa. Alt var rundet av og poleret. Det var udadlelig.
Derfor følte en sig altid saa velgjørénde trygg nåar Carl
Berner grep ordet. Man visste paa forhaand at der var
ingen übehagelige overraskelser ivente. Likevel blev en sta
dig paany forbauset over hvor dækkende ordene faldt.
Carl Berner hadde ialfald da han blev gammel
ikke den malmfulde, klangrike stemme som er istand til
at redde den middelmaadige taler. Undertiden var røsten
345
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
