Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Richard Eriksen: Filosofiens stilling og opgave i nutiden - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Richard Eriksen.
ser han sig stillet overfor et endnu større og vanskeligere
spørsmaal: sjælens væsen. Og begge disse spørsmaal sam
menføier sig til et eneste stort problem: universets problem
med dets dobbeltansigt: natur og aand, den ydre og den
indre verden.
Med slike problemer kan filosofen kun kjæmpe ved
hjælp av de høieste, mest omfattende synspunkter eller ab
straktioner. En lov som f. eks. gravitationsloven besidder
for filosofen en ganske anden værdi end for fysikeren og
astronomen. Hvad der fortrinsvis vil interessere en filosof
ved denne lov er den omstændighet, at den illustrerer aar
saksloven, og ved hjælp av aarsaksloven kan filosofen sam
menfatte tilværelsen i en universel enhet. Slik abstraherer
eller generaliserer han, til han nåar den høieste, mest almene
lov, det mest universelle begrep. Filosofens eget jeg med
dets specielle særegenheter maa derfor for hans generalise
rende blik synke ned til en del av universet, en enkelthet ved
siden av alle andre enkeltheter.
Og her aabenbarer sig den filosofiske types motsætning
til den religiøse og kunstneriske type. Det religiøse menne
ske kan ikke se bort fra sit individuelle jeg paa samme
maate som den abstraherende eller generaliserende filosof.
Ti religionens element er den umiddelbare oplevelse, ikke
tænkningen med dens abstrakte begreper. Ogsaa det religiøse
menneske søker at træde i forhold tii universet, dog ikke
middelbart gjennem almene love og begreper, men umiddel
bart ved hengivelse til dets iboende virkelighet, dets levende
aand: Gud. Levende virkelighet kan universet alene faa for
det religiøse menneske ved at anskues som uttryk for Gud,
som erfares ved direkte personlig oplevelse i sjælens inderste
helligdom. Mens filosofen saaledes ved stadig mere omfattende
astraktioner er tilbøielig til at se bort fra sit eget jeg, gaar det
religiøse menneske tvertimot ind i sig seiv, ind i sit egetjeg for der
likesom at opleve universets indre væsensgrund : Gud. Derfor
vil Gud i filosofien mere faa karakteren av et abstrakt begrep,
som formidler den sidste og høieste sammenhæng mellem
tingene, mens han i religionen er den høieste, konkrete alle
stedsnærværende virkelighet.
Hvad den kunstneriske mennesketype angaar og dens
forhold til den filosofiske, da kan det være tilstrækkelig at
388
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
