Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arnold Ræstad: Den varige dyrtid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den varige dyrtid.
tempoet, og den varige overhastighet fremkalder varig dyrtid,
desto mere friktion, desto mere antikapitalisme.
Der var inden den franske syndikalisme for nogen aar
siden en alvorlig, filosofisk diskussion om forholdet mellem
samfundslivet og samfundslovene. Lovene, blev det sagt,
kunde bare avspeile et trin, som allerede var forbi, allerede
var dødt. Hvis der skulde være love, som svarte til sam
fundslivet, maatte de, som det, være i stadig bevægelse; jfr.
Bergson. Lovene burde derfor være bare en uforbindende
veiledning for dommerne. Det er det, en norsk socialistisk
historieprofessor har uttrykt naivt paa den maate, at vi kan ikke
længere, end det er hensigtsmæssig, rette os efter bourgeoisiets
klasselove. Det standpunkt er det, man kommer til, nåar
man stirrer saa blindt paa bourgeoisiets væsen at man glemmer
lovenes. De franske syndikalister gik dypere i tingene. De
tænkte sig bl. a., at de ogsaa seiv kunde komme til at gi
love for andre. De hadde den enkle sandhet bak sig, at
lovene før eller senere blir til intet, hvis de ikke er avpasset
efter det samfund, de skal gjælde for. Lovene har ikke
noget bedre vern end lovlydighet; for lovlydighet, saa længe
den bestaar, er i sig seiv vidnesbyrd om, at lovene passer
for livet. Men en dyptgaaende dyrtid som den, vi nu
gjennemlever, er typisk for det hele og viser i sine virk
ninger, at lov og liv holder paa at skille følge. Aha, arbei
dernes lovløshet, vil mange si. Ja, arbeidernes lovløshet
maa slaaes ned, om ikke andet, saa fordi det saakaldte
borgerskap mot arbeiderklassens selvfølelse (som det bør
hilse tusen gånger velkommen) maa sætte sin egen selv
følelse. Ingenting opløser samfundet og forbitrer klasse
kampen saa, som at arbeiderne tror paa borgerskapets feighet
og selvopgivelse : låcheté bourgeoise. Men det er ikke saa
enkelt. For kan man ved siden av magten, som virker nu,
i fuld fortrøstning appellere til det, som virker videre, til
alle de andres lovlydighet? Den er for skral, ærlig talt.
Alle de nye fristelser har løsnet paa baandene. Eller hvor
ledes vilde det gaa, hvis man skulde ta op liste over godt
folks forhold til rationeringslovene og alle de andre love,
nve °g gamle, som kommer i en saa ekkel strid med
interesserne? Smaating vil man kanske si. Ja, smaating,
457
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
